Huskeblog

“Kontant” på DR1 kunne i går aftes bl.a. fortælle, at 8 ud af 12 udvalgte SuperBest-butikker på Sjælland om-mærker deres kød, således at produktionsdato og dermed holdbarhedsdato hele tiden ændres på mærkaten selvom der er tale om det samme kød i pakken.

“Kontant” mærkede kødpakkerne, så de kunne kende pakkerne selvom film og mærkat var skiftet ud.

Fødevareregion Øst tager ud med ikke mindre end 35 tilsynsførende (det svarer meget godt til hele fødevareafdeling Odense) og laver kontrol i butikkerne. Som fødevarechef Bjørn Wirlander rigtig nok siger, kan Fødevaresyrelsen ikke bruge de metoder, som kontant har brugt – det har de simpelthen ikke beføjelser til. Men på tilsynene finder de tilsynsførende den gamle emballage, som er bevis nok for, at der sker noget ikke helt lovligt i den pågældende butik. Se evt. udsendelsen her: http://www.dr.dk/DR1/kontant/2009/09/29130909.htm

DR Update fortæller lige nu, at Socialdemokratiets forbrugerordføre Benny Engelbrecht vil stille krav om, at Fødevarestyrelsen kan få nye måde at lave fødevarekontrol på; bedre arbejdsbetingelser. “Bedre våben i kampen mod kødfuskerierne” siger de i indslaget. Det ville helt bestemt være fint, hvis der i højere grad kunne opdage svindel som “Kontant” beskriver, men det skal kraftigt overvejes, hvilke beføjelser de tilsynførende så skal have for at kunne det.

Lad os lige tænke den igennem engang:

Når der er tilsyn i en virksomhed, kommer kontrollen uanmeldt. De tilsynsførende må se sig om, komme i alle lokaler, må bruge al den tid, der er brug for, bede om adgang  til aflåste lokaler, der hører til virksomheden, stille et utal af spørgsmål osv. osv. Men de må ikke som “Kontant” undersøge ting i virksomheden, uden virksomheden er bekendt med, hvad der er gang i. Der skal helt enkelt spilles med åbne kort. Er der en mistanke, stilles der opklarende spørgsmål, virksomheden får indblik i, hvad der har vækket mistanke og der foregår en dialog med de ansvarlige. Den tilsynsførende har selvfølgelig det sidste ord og kan sanktionere, som det vurderes bedst, uanset, hvad virksomheden oplyser eller ikke oplyser. Og afgørelser kan påklages, med mindre der gives en bøde…dem kan der ikke klage over.

Hvad ville der ske, hvis Fødevarestyrelsen gik frem med samme metoder som “Kontant”? Hvis de i civil sneg sig rundt og mærkede kødbakker for at tjekke slagterens procedurer for mærkning, gemte varer på hylderne, for at kontrollere butikkens holdbarhedskontrol, udlagde skidt og snavs for at tjekke restauranters rengøring eller insisterede på - som falsk kunde - at trykke kokkens hånd for dermed at kunne knalde ham på dårlig håndhygiejne, når de med ultraviolet lys kunne bevise, at han ikke havde vaske hænder efter mødet med dem og inden han igen stod ved skærebrættet?

En ting er, at deres arbejdsdag ville være præget af mistænksomhed frem for oprigtighed og interesse for den enkelte virksomhed. Utallige timer ville blive brugt på at vise gode erhvervsdrivende, at “systemet” mistænker dem.

En anden ting er, hvordan det ville føles at være fødevarevirksomhed. Aldrig at vide, hvornår man bliver overvåget eller lokket i en fælde. I forvejen kæmper mange erhvervsdrivende med at holde sig ajour med lovgivningen og alle ønsker at gøre deres bedste; det er jo trods alt deres levebrød.

Forbrugerne har ret til at kende virkeligheden og der bør ikke svindles med mærkning m.m. Medierne kan være en god medspiller for Fødevarestyrelsen, men det er værd at huske, at de også skal sælge; de har en anden interesse end blot at oplyse forbrugerne.

Der er god grund til at overveje ganske nøje, hvordan kontrollen skal foregå. Jeg mener ikke kontrollen skal være så omfangsrig, at Fødevareregionen står og ånder virksomhederne i nakken hver dag, jeg tror ikke på den kontruktive i at mistænke virksomheder fremfor at tale med dem og jeg håber blot på flere og andre medspillere end medierne: Der skal herfra lyde en opfordring til forbrugere og medarbejdere om at klage til Fødevarestyrelsen, hvis man oplever lovovertrædelser. (I den sammenhæng er det vigtigt at fortælle, at man skal stå frem med navn og adresse, når man klager, så man kan indkaldes som vidne. Ellers kommer man ikke langt f.eks. i retten.)

Der findes brådne kar alle steder, men vi har alle et ansvar, hvis vi er vidner til svin(dl)eriet.

Med mine bare 28 år er jeg nok lidt naiv nogle gange! Jeg kan f.eks. slet ikke forstå, hvordan man kan sælge produkter, man ikke kan stå inde for!? Hvordan kan man lire en salgstale af for at sælge - ja, for slet ikke at tale om at tjene penge på - produkter, der ikke er godkendt, som kan være sundhedsskadelige ellers som måske slet ikke har en effekt!?

Først nu tillader varmen at jeg åbner min mail, og her ligger et nyhedsbrev fra Fødevarestyrelsen: “Fødevarekontrol afslører udbredt salg af forbudte sportsprodukter”. Meget interessant, tænker jeg - jeg er helt klar til at blive forarget! Og det lykkedes.

Det lader til, at en forholdsvis stor del af forhandlere og grossister enten er ligeglade eller uvidende omkring de produkter, de sælger. Hvordan kan man det? Ja, jeg ER nok bare naiv, men jeg troede da, der var noget bag, når man havde lyst til at sælge et produkt!? En præference for produktet? En lyst til at ville andre noget godt?

Det kan selvfølgelig også være tilfældet; jeg synes måske bare ikke det er i orden, hvis man bryder loven og/eller bringer andres helbred i fare!

Er det for indforstået, så læs selv pressemeddelelsen: http://www.foedevarestyrelsen.dk/Nyheder/Pressemeddelelser/sportsaktion.htm

Det gør mig bare så vred, når man som forbruger er så udsat: “Her kommer uvidende, lille jeg gående ned i motionscenteret for at komme i form. Den søde coach siger, at det hele bliver meget nemmere, hvis jeg tager mig en shake om dagen og det passer jo helt sikkert, for man kan jo se det virker på ham; bare ærgerligt jeg ikke ved, hvad jeg drikker og måske bliver syg af senere…og jeg synes nu, det er hårdt at komme i form alligevel!”

Jeg synes, det hele bliver understreget af den måde pressemeddelelsen er skrevet på: “…Aktionen er resultatet af lang tids efterforskning, hvor Fødevarestyrelsen systematisk har indsamlet oplysninger om virksomhedens aktiviteter bl.a. hos virksomhedens kunder.”

Fødevarestyrelsen arbejder altså på samme måde som politiet! Men ja, de har jo også med kriminelle at gøre!

Der er ballade med fødevarekontrollen. Ikke nok ressourcer, for lav prioritering…

Engang stod mor i køkkenet. Hun kunne bare det der, for det havde hun lært af SIN mor! Allerede omkring år 1900 startede de første husholdningsskoler, der skulle lære unge piger husholdningens kunst (en kunst, der forlængst er gemt og glemt), så de kunne komme i huset. Faktisk lærte man dengang at vaske hænder, for ikke at svine sine håndarbejder til…Fruen valgte så sin unge pige ud fra de reneste håndarbejder!!

Jeg oplever tit, at madlavning og rengøring opfattes som kompetencer, alle besidder. At mad og rengøringsmidler er noget, alle har derhjemme og kan bruge - det er i hvert fald ikke et område, man skal bevæge sig ind på, hvis man ikke bliver inviteret!

Det er lidt et problem, for hvis alle besad evnerne til at tilberede den mad, familien havde brug for, og kunne aflæse hjemmets skidtvolumen inden den blev kritisk, så tror jeg ikke vi havde fedmeepedemi og programmer som “Rent Hjem”. Jeg tror desværre, at husholdningskompetencerne er gået i glemmebogen, og det hører med til historien, at det også er blevet væsentlig mere besværligt at “holde hus”. Den moderne husmor skal være oplyst, interesseret, skarpsindig og politisk forbruger (vælger med indkøbskurven!) - det er ikke nok bare at være velmenende og smilende, for så er man sikker på at blive snydt af lidt for opfindsomme producenter.

Det kunne jeg snakke længe om, men i dette tilfælde er min pointe, at i en tid, hvor kompetencerne er mindre væsentlige og image og salg yderst væsentlige, bliver det en nærmest spændingsfyldt oplevelse at gå på restaurant eller bestille pizza.

Jeg er glad for smiley-ordningen - jeg kigger altid, de steder jeg spiser og køber ind…jeg får endda resultater tilsendt på min mail - jeg har selv udarbejdet egenkontrolprogrammer og været processen igennem…Jeg synes, det er et yderst vigtigt værktøj. Når det er sagt, vil jeg gerne tilføje, at det også er yderst omfattende og kræver en del arbejde og interesse.

Her må jeg indskyde en oplevelse, jeg havde, da jeg var inde og høre evalueringen af smiley-ordningen, da den havde kørt et år: Alle var meget tilfredse. Man kæmpede med, at forbrugerne troede, at ordningen kun gjaldt hygiejne og overså alle de andre parametre, der blev vurderet, men udover det, var alt godt. En opmærksom tilhører gør opmærksom på, at alle de vejledninger, der findes omkring opstart af restauration og egenkontrol m.v. er skrevet på dansk og pointerer, at mange pizzariaer bl.a. jo er ejet af danskere med anden etnisk baggrund. Eneste kommentar fra talerstolen er: “Vi er i Danmark, vi skriver på dansk!”. Jeg var dybt rystet…Jeg håber, der er sket ting og sager på det område siden!

Jeg mener, der skal være en vis kontrol med fødevarevirksomheder m.fl., der i den grad har indflydelse på vores sundhed; selvfølgelig skal området prioriteres og have den fornødne økonomi, ingen tvivl om det. Men det burde heller ikke kunne lade sig gøre at åbne sit eget lille sted uden en hvis uddannelse. Som det er nu, skal man have gennemgået et hygiejnekursus for overhovedet at måtte arbejde med mad, men noget kunne jo tyde på, at det ikke er nok. Hvor er moralen hos de erhvervsdrivende i fødevarebranchen, når tingene så åbenlyst ikke er i orden? Og fra myndighedernes side: Hvor er det pædagogiske materiale, der forklarer vigtigheden af god hygiejne, friske råvarer frem for billige og giver en god hjælp på vejen istedet for et uoverskueligt læsearbejde?

Det er svært at overholde regler, hvis man ikke kender dem. Det er svært at hjælpe mennesker med noget, de ikke vidste, de skulle hjælpes med. Det er svært at kontrollere de danske fødevarevirksomheder, når der ikke er nogle kontrollører.

Det er svært at lave mad og gøre rent, hvis man aldrig har lært det!

Alt i dag kræver uddannelse. Regeringen tror, at alt kan læses i en bog og testes, men den uddannelse, vi kommer til at lide mest under, at vi mangler, er uddannelsen i at “holde hus”. Uddannelsen kræver ikke nødvendigvis færdigheder i at læse og regne, men en forståelse for vores verden, sundhed og overlevelse. Uddannelsen er praktisk og kræver oparbejdning af erfaring.

Til en start kan vi godt bare give Lars Barfoed skylden. Men nationen er også rådden et andet sted.

Jeg skal huske at nævne, at jeg arbejder på en husholdningsskole!