Huskeblog

Sidste år deltog jeg i Arlas Ernæringsseminar, hvor denne blog bl.a. blev nævnt og i år skulle jeg selvfølgelig af sted igen.

Oplæggene var mange og forskelligartede under de tre overskrifter Viden, Ansvar og Adfærd. Tre rigtig spændende overskrifter set med mine øjne.

I forbindelse med viden, var der fokus på, hvad forbrugeren egentlig ved, vil vide og burde vide og mellem linierne synes jeg også der var en foruroligende fokus på, hvad forbrugeren ved om funktionelle fødevarer (fødevarer designet til bestemte formål og/eller berigede fødevarer). Foruroligende, fordi jeg ikke er tilhænger af menneskeskabte fødevarer, men tror på, at naturen gør det bedst.

Ansvarsdelen bød på et meget spændende oplæg af Henrik Jørgen Andersen fra Arla, som kunne fortælle om Arlas ”brugerdreven innovation”, som nærmere defineret betyder, at Arla udvikler i den retning forbrugerne ønsker, og at de i fremtiden vil fokusere endnu mere på sundhed for forbrugeren i forbindelse med deres produktudvikling. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da Arlas nye mælk ”Lærkevang” blev nævnt, for tænk! Man har opdaget at mælken bliver bedre af, at køerne spiser græs! Så nu behøver man ikke lukke køerne på kraftfoder-marker mere, men kan nøjes med græs! Den noget sarkastiske tone skyldes selvfølgelig igen ovenstående kommentar om naturens vs. menneskets evner til at vide, hvad der er bedst. Derfor var det også en anelse generende at blive forstyrret af mine alarmklokker, da der blev fortalt om Arlas forskning i bakteriekulturers indflydelse på tarmsystemet og dermed menneskets sundhed; emnet optog mig enormt, da tankegangen drejer sig om tarmen som vores anden hjerne, the gut brain, og hvordan vores fordøjelse har stor indflydelse på følelser, læring og dermed trivsel. Alarmklokkerne bimlede derudad, fordi opdagelsen af sundhedsfremmende komponenter i maden vil føre til masseproduktion, berigede fødevarer og skrækscenariet er i sidste ende den lille pille…måltider og traditioner ud ad vinduet til fordel for hurtig næring…
Dog skal der lyde ros for Arlas engagement i ernæringsdebatten og viljen til som virksomhed at vælge samarbejdsformen frem for den kommercielle.

Et fantastisk oplæg – også under Ansvar – blev leveret af Ph.d., Lektor i Kommunikation Birgitte Ravn Olesen. Præcist, kontant og med god humor blev vi ernæringsprofessionelle gjort bevidste om, hvorfor vores kampagner og gode hensigter ikke rammer dem, vi allerhelst vil ramme. Vi er oppe mod udfordringer i forhold til mennesker med en helt anden livsstil og virkelighed end os selv, og en gevinst for andre er ikke nødvendigvis at leve 7 år længere, selvom det er en gevinst for os. Desuden kræver livsstilsændring, at man har tiltro til egne evner, hvilket for mange ikke er en selvfølge. Kampagner er en billig og nem løsning, men jo ikke, hvis det ikke virker.

Under Adfærd var det mest oprivende nok, at en tendens, vi kommer til at se i fremtiden, er ønsket om større gennemsigtighed – transparens – i forhold til de produkter, vi køber og en kommentar på vejen lød: ”…Forbrugere og producenter bør se hinanden mere som partnere…”. Ja, det er jeg egentlig enig i; jeg ved godt, at jeg primært ser virksomheder som modstandere; Jeg køber ind med en konstant fornemmelse af at blive snydt, løjet for, manipuleret med…den følelse ville jeg gerne kunne lægge af mig engang i fremtiden, men det sker kun i takt med, at jeg oplever virksomhederne som mere åbne og samarbejdsvillige i forhold til mit velbefindende og ikke bare i skarp konkurrence om mine penge.

Årets seminar gav mig igen et spark og nye input til at samtale om ernæring. Jeg vil følge udviklingen af funktionelle fødevarer nærmere nu, for det bekymre mig, hvis det er den vej mange virksomheder vælger for at tilgodese forbrugeres ønsker om sundere fødevarer.

Jeg ville nok have svoret, at jeg aldrig ville deltage i noget Arla arrangerede, fordi jeg godt ville vide, at det var branding og noget de gjorde for egen vindings skyld.

Men det var nu ikke den opfattelse, jeg fik, da jeg i dag sad fra 9-15 i Århus og hørte den ene relevante (for ernæring og kommunikation af ernæringsbudskaber) oplægsholder efter den anden. Og jeg fik oven i købet nævnt min blog - dejligt!
Jeg håber så der kommer lidt kommentarer herinde, så vi alle kan opnå læring i vores dialog med hinanden; noget i den retning, hvis man spørger Trine-Maria, Social Square (www.hovedetpaabloggen.dk).

Jeg vil ikke referere seminaret her, men blot nævne, at det jeg egentlig nu tænker mest på er, at der var en stor debat om berigelse af fødevare med vitamin D, fordi vi i DK faktisk ikke kan spise os til de mængder, vi skal bruge. Det skræmte mig lidt, at diskussionen ikke et øjeblik drejede sig ind på fødevarekvalitet; måden vi behandler råvarer, jord og dyr på. For hvorfor er det, at vi ikke kan spise os til de mængder vi skal bruge?

En forklaring kunne selvfølgelig være, at vi mennesker slet ikke skulle bo så langt mod nord, hvor solen ikke skinner så meget (når vi rammes af solens stråler, danner vi vitamin D i huden). En anden kunne være at producenter som antydet ovenover udpiner råvarerne i kampen om kunderne, således at de er nemme at lave, men ringe i næringsindhold. En tredie mulighed er vores vaner og det kæmpe udvalg vi i dag har i forhold til tidligere; det er faktisk svært at vælge rigtigt!

Fødevarestyrelsen har for første gang været ude og bede producenterne berige deres produkter - udvalgte produkter selvfølgelig. Alle skulle gerne indtage mere vitamin D, men ingen må få for meget; en svær balance. Når en autoritet som Fødevarestyrelsen begynder at anerkende berigelse, kan der være en risiko for, at producenter beriger deres produkter uden grund, men for at kunne markedsføre sig på det. Det er ikke meningen!

Jeg synes det er en MEGET spændende problematik - eller udfordring(!) - og ordet “spændende” klinger ikke nødvendigvis positivt. Vi er på gyngende grund, men det  behøver jo ikke betyde, at vi kæntrer!

Jeg skal huske at give det en tanke mere!…