Huskeblog

Det spørgsmål valgte jeg lige at stille mig selv; jeg har set masser og masser af produkter og reklamer, der omtaler kold vask, men tænkt, at det ikke helt holdt stik med mine “skolelærdom” fra Suhr’s, men her er svaret:

• Køb det blomstermærkede vaskemiddel “Care” (eller andet miljømærket kold-vaskemiddel, hvis du skulle falde over det); det kan vaske rent ved 20 grader - vær dog sikker på, at din vaskemaskine har et normalprogram med lav temperatur (på min Asko-maskine kan jeg stille temperaturen seperat og jeg kan vælge “kold”, som jeg formoder så er koldere end de 30 grader, der kommer som det næste på drejeskiven!?)
• Vask herefter alle dine 40-gradersvaske ved 20 grader (”koldt”) i stedet og spar en masse i strøm til opvarmning af vandet.
• Hvad angår kogevaske (95 grader), sættes disse til 60 grader; her er ingen risiko, MEN:
• Mange producenter af vaskepulver anbefaler, at man vasker alle sine 60-gradersvaske ved 30 grader, men det skal man ikke høre efter (og det er liiiige det, jeg synes der var væsentligt at få på det rene)! For det første kommer man ikke af med f.eks. husstøvmider ved under 60 grader og for det andet skal vaskemaskinen have “en koger” jævnligt, f.eks. en gang om måneden, for ikke at ophobe og komme til at lugte af gamle, sure baktusser.

Så fra nu af, vil jeg forsøge at vaske koldt ved almindelig tøjvask, men sengetøj, undertøj, karklude m.m. får stadig de 60 grader.

Læs selv mere på:
http://www.ecolabel.dk/aktuelt/nyheder/Koldtvandsvask.htm og http://www.taenk.dk/upl/cms/7/1467_008-013-Taenk-8208.pdf

“Kontant” på DR1 kunne i går aftes bl.a. fortælle, at 8 ud af 12 udvalgte SuperBest-butikker på Sjælland om-mærker deres kød, således at produktionsdato og dermed holdbarhedsdato hele tiden ændres på mærkaten selvom der er tale om det samme kød i pakken.

“Kontant” mærkede kødpakkerne, så de kunne kende pakkerne selvom film og mærkat var skiftet ud.

Fødevareregion Øst tager ud med ikke mindre end 35 tilsynsførende (det svarer meget godt til hele fødevareafdeling Odense) og laver kontrol i butikkerne. Som fødevarechef Bjørn Wirlander rigtig nok siger, kan Fødevaresyrelsen ikke bruge de metoder, som kontant har brugt – det har de simpelthen ikke beføjelser til. Men på tilsynene finder de tilsynsførende den gamle emballage, som er bevis nok for, at der sker noget ikke helt lovligt i den pågældende butik. Se evt. udsendelsen her: http://www.dr.dk/DR1/kontant/2009/09/29130909.htm

DR Update fortæller lige nu, at Socialdemokratiets forbrugerordføre Benny Engelbrecht vil stille krav om, at Fødevarestyrelsen kan få nye måde at lave fødevarekontrol på; bedre arbejdsbetingelser. “Bedre våben i kampen mod kødfuskerierne” siger de i indslaget. Det ville helt bestemt være fint, hvis der i højere grad kunne opdage svindel som “Kontant” beskriver, men det skal kraftigt overvejes, hvilke beføjelser de tilsynførende så skal have for at kunne det.

Lad os lige tænke den igennem engang:

Når der er tilsyn i en virksomhed, kommer kontrollen uanmeldt. De tilsynsførende må se sig om, komme i alle lokaler, må bruge al den tid, der er brug for, bede om adgang  til aflåste lokaler, der hører til virksomheden, stille et utal af spørgsmål osv. osv. Men de må ikke som “Kontant” undersøge ting i virksomheden, uden virksomheden er bekendt med, hvad der er gang i. Der skal helt enkelt spilles med åbne kort. Er der en mistanke, stilles der opklarende spørgsmål, virksomheden får indblik i, hvad der har vækket mistanke og der foregår en dialog med de ansvarlige. Den tilsynsførende har selvfølgelig det sidste ord og kan sanktionere, som det vurderes bedst, uanset, hvad virksomheden oplyser eller ikke oplyser. Og afgørelser kan påklages, med mindre der gives en bøde…dem kan der ikke klage over.

Hvad ville der ske, hvis Fødevarestyrelsen gik frem med samme metoder som “Kontant”? Hvis de i civil sneg sig rundt og mærkede kødbakker for at tjekke slagterens procedurer for mærkning, gemte varer på hylderne, for at kontrollere butikkens holdbarhedskontrol, udlagde skidt og snavs for at tjekke restauranters rengøring eller insisterede på - som falsk kunde - at trykke kokkens hånd for dermed at kunne knalde ham på dårlig håndhygiejne, når de med ultraviolet lys kunne bevise, at han ikke havde vaske hænder efter mødet med dem og inden han igen stod ved skærebrættet?

En ting er, at deres arbejdsdag ville være præget af mistænksomhed frem for oprigtighed og interesse for den enkelte virksomhed. Utallige timer ville blive brugt på at vise gode erhvervsdrivende, at “systemet” mistænker dem.

En anden ting er, hvordan det ville føles at være fødevarevirksomhed. Aldrig at vide, hvornår man bliver overvåget eller lokket i en fælde. I forvejen kæmper mange erhvervsdrivende med at holde sig ajour med lovgivningen og alle ønsker at gøre deres bedste; det er jo trods alt deres levebrød.

Forbrugerne har ret til at kende virkeligheden og der bør ikke svindles med mærkning m.m. Medierne kan være en god medspiller for Fødevarestyrelsen, men det er værd at huske, at de også skal sælge; de har en anden interesse end blot at oplyse forbrugerne.

Der er god grund til at overveje ganske nøje, hvordan kontrollen skal foregå. Jeg mener ikke kontrollen skal være så omfangsrig, at Fødevareregionen står og ånder virksomhederne i nakken hver dag, jeg tror ikke på den kontruktive i at mistænke virksomheder fremfor at tale med dem og jeg håber blot på flere og andre medspillere end medierne: Der skal herfra lyde en opfordring til forbrugere og medarbejdere om at klage til Fødevarestyrelsen, hvis man oplever lovovertrædelser. (I den sammenhæng er det vigtigt at fortælle, at man skal stå frem med navn og adresse, når man klager, så man kan indkaldes som vidne. Ellers kommer man ikke langt f.eks. i retten.)

Der findes brådne kar alle steder, men vi har alle et ansvar, hvis vi er vidner til svin(dl)eriet.

Ordene “tøj”og “økologisk” i samme sætning er for mange ikke noget positivt. Altså mest fordi det lyder lidt fodformet!

Når jeg tidligere har fundet tøj i økologisk bomuld, har det været udsat for en noget flippet designer og derfor haft en absurd høj pris…så bliver man hurtig træt af at lede og køber bare det, man plejer.

Jeg får nyhedsbrev fra Økologisk Landsforening, der, i denne uge, skriver, at VeroModa har lavet en collection i økologisk bomuld. Tag et kik forbi - den er faktisk fin! Jeg skal i hvert fald have set den i real life…VeroModa er så kendt og en del af enhver gågade, så det kan ikke være helt skidt for den økologiske fremtid.

Nu mangler vi bare at VeroModa får sig en fed webshop og dropper den langsommelige grafik på deres nuværende side…

Og at Esprit laver tøj i økologisk bomuld…

Så er det hårde arbejde med at opfostre et lille menneske i fuld gang. Der er ikke tid til meget andet end amning og tøjvask…det skulle da lige være frustration over gigantiske bryster i for små bluser! (Hvis du er mand, forstår du nok ikke helt foregående sætning…).

Tilde - leverandør i gylp i tide og utide

Altså: Jeg kan ikke passe mine bluser + dem jeg kan passe er s…. besværlige at amme i! Så! Jeg har brugt lidt tid på nettet, for at finde tøj, jeg kan købe online. Der er en del ammetøj at få, men generelt synes jeg ikke det er så smart. Og ja, man kan have behov for at have tøj, der sidder pænt, SELVOM man bare går derhjemme og er smurt ind i gylp!

Jeg har tidligere brugt lang tid på Esprits tyske online-shop og nu findes der også en dansk udgave. Det er selvfølgelig en forudsætning, at man kan lide Esprits produkter, men er man så heldig stillet, så skulle jeg hilse at sige, at de til dato vinder hele vejen i min bog over gode shoppingsteder på nettet!

For det første er der enormt mange produkter at vælge imellem. Det er nemt og overskueligt at se, hvilket farver og størrelser de enkelte produkter findes i, og der er gratis forsendelse, hvis man køber for mere end kr. 200,- (hvilket stort set ikke kan undgås). Det bedste -cremen - er, at man, når man modtager tøjet, i ro og mag kan prøve det på, og skulle det ikke passe eller se anderledes ud end forventet, ja, så kan man bare sende skidtet tilbage igen, for der ligger nemlig en pakkeseddel med i kassen til det samme. Det er altså muligt at bestille den samme bluse i flere størrelser, hvis man er i tvivl, for man kan til enhver tid bare returnere den, der ikke passer.

Jeg kan slet ikke få armene ned!

Ulemperne…ja, tøjet er ikke af økologisk bomuld, og jeg ved ikke om Esprit gør noget for gode arbejdsvilkår, for dem, der fremstiller tøjet. Det ville jo være toppen…

Jeg vælger dog alligevel at fremhæve sitet her på siden, for jeg synes mange webshops kunne lære noget…jeg er i hvert fald gået sofa-shop-amok!

http://www.esprit.dk/

I et tillæg om design i søndagens udgave af Politiken beskriver designer Sebastian Holmbäck en ny type forbrugere, vi vil se de kommende år, de såkaldte High Tech Hippies.

Definitionen lyder som følger: Velstillede, veluddannede mennesker, der er bevidste om forbrugsvaner og valg, men som ikke ønsker at skære ned på forbruget. High Tech Hippies køber økologiske madvarer, børnelegetøj uden giftstoffer, tøj i økologisk bomuld, uld og cashmere og møbler i bæredygtigt træ.

Jeg sad simpelthen og følte mig lidt ramt, da jeg læste det! Jeg er meget fokuseret på, at vi vælger økologisk frem for konventionelt, når vi køber mad. Jeg holder jævnligt øje med tøj i økologisk bomuld eller som minimum svane- eller blomstermærket tøj. Da det kan være ret svært at opdrive her i provinsen, tæller Øko-Tex-mærket også som bedre end ingenting. Og med en lille ny på vej, må jeg indrømme, at den foreløbig står på vaskeklude og babysvøb i økologisk bomuld, stofbleer m. diverse tilbehør også i økologisk bomuld (er på prøve), tøj og sengetøj med blomsten, svanen eller i økologisk bomuld og legetøjet skal helst være fra f.eks. Lianen, der er en legetøjsforretning i Svendborg, der lægger vægt på, at legetøjet ikke er skadeligt. Desuden kigger vi på havemøbler, som selvfølgelig skal være i FSC-mærket træ!

For at gøre rede for, hvorledes en High Tech Hippie adskiller sig fra den traditionelle “øko-flipper”, så kan man vel sige, at det netop er den manglende vilje til at skære ned på forbruget. Hvor øko-flipperen forsøger at begrænse forbruget og har det fint med at “nøjes”, ja, så beholder High Tech Hippien et højt forbrug, men stiller samtidig en lang række krav til de ønskede produkter.

Hvis vi tager eksemplet med bleerne: Traditionelt ville man måske ønske at begrænse affaldsmængden ved engangsbleer - plus skåne barnet for diverse kemikalier m.m. - hvorefter man, som tidligere, vælger at bruge stofbleer. De kan vaskes og holder længe, og så kan man jo selv strikke alle de uld-ble-bukser, man kan ønske sig! Men stofbleer er måske ikke så praktiske. Det er ikke afgørende for den, jeg her har valgt at kalde “øko-flipperen”; her nøjes man, for naturen, miljøets og barnets skyld. High Tech Hippien vil af de samme grunde vælge en stofble, men det noget 70′er-prægede udseende, bleernes manglende evne til at suge og være komfortable i forhold til engangsbleer osv. osv. vil ikke appellere til High Tech Hippien. Derfor opstår produkter som f.eks. Imse Vimses eksklusive stofbleer med blebukser m.m. (se naturebaby.dk) - de koster, men er stadig billigere end engangsbleer, og de er smarte, søde og brugervenlige.

Jeg må sande, at jeg nok rammer lige ned i betegnelsen High Tech Hippie - og det burde jeg nok have en holdning til…men lige nu er jeg lidt i vildrede! Er det o.k. bare at for bruge løs, hvis det man bruger er så “sundt” som muligt? Eller er det bedre at forsøge at skære ned… nøjes!?

I gårsdagens udgave af “Go’ morgen Danmark” kunne informationsdirektør i COOP Danmark, Jens Juul Nielsen, præsentere en top 10 over de mest solgte madvarer i Danmark. Listen er som følger:

1. Bananer
2. Æbler
3. Grøn Tuborg
4. Letmælk
5. Kærgården
6. Hakket oksekød
7. Cirkelkaffe
8. Rugbrød
9. Coca Cola
10. Æg

Til stor overraskelse ligger aller-øverst på listen bananer og æbler, hvilket får den unge - ikke i ernæring alt for velbevandrede - journalist, Morten Resen til at udtale, at denne top 10 jo ser “rasende sund ud!”.

Som Morten rigtig nok bemærker, er der ingen slik, chips eller anden junk, måske lige bortset fra cola’en (jeg ville også gerne have tilføjet øl’en, kaffen, måske smør’en…men…) og i bund og grund viser listen gode basisvarer.

Nu har jeg blot - og ikke overraskende - et “par” kommentarer!

På 10.-pladsen ligger æg. En god, protein- og fedtholdig fødevare, som er sund og nærende. Som nummer 9 har vi Coca Cola. COLA!? Som en del af en top 10 over dét, danskerne oftest køber!? Jamen, jeg er da ikke overrasket…mere forfærdet! Det er jo - så åbenbart - blevet en “basisvare”, noget vi må have stående i køleskabet…personligt kunne jeg aldrig finde på at købe 1½ liter Cola til bare at have stående til fri fortæring i køleskabet, og jeg ved, der er flere, der har det sådan. Dvs. at de, der rent faktisk køber Cola til daglig, køber nok for alle os andre også, fordi Cola placeres på en 9.-plads i COOP’s top 10! Jeg har vist sagt det før: Gør sodavand ulovligt! Rugbrød er nummer 8. Fint! Selvom placeringen er for ringe, når man ser på, hvad der ellers ligger på listen. Og så må man også hæfte sig ved, at det meste af det rugbrød, man kan købe i COOP’s butikker, ikke har meget med RUGbrød at gøre…det er hvedebrødsvarianter, med kerner. Hvede fordi “det vil forbrugerne helst have…” (eller??), kerner, fordi “det er sundt” (Ja, hvis vi kunne fordøje f.eks. hørfrø og få glæde af de gode næringsstoffer, men det kan vi ikke…!! Desuden er der for lidt kerne i, alt for lidt). Nummer 7 er Cirkelkaffe. Kaffe er en gammel varer. Forstået på den måde, at den er aldeles uundværlig for stort set alle over 40. Den er printet ind som en del af selve LIVET. Derfor er den på listen. Vi skal jo have kaffe! Morgen, eftermiddag og aften…og til fest…og hver en uventet gæst! Taget i betragtning af, at det er en varm drik brygget på afbrændte små frugter, må man sige, at den har formået at gøre opmærksom på sig selv i en sådan grad, at mange burde være misundelige. Og det værste er, at kaffe ikke gør noget godt for nogen! Der er ikke næring i det, simpelthen. Kaffe er som Cola en opreklameret gode, bare ældre af dato. Hakket oksekød som nummer 6. Det eneste kød på listen. Jeg kunne have svoret, at det ville være svinekød, men oksen har åbenbart overtaget. Ikke at jeg begræder dét faktum; svinekød står heller ikke øverst herhjemme hos os. Der er ikke så meget at sige om hakket oksekød. Kød er godt et par gange om ugen til aftensmåltidet, men det bør ikke være oksekød hver gang. Og ja, det er helt bevidst, at jeg kun har skrevet “et par gange om ugen”, for det optimale ville jo være, hvis vi de øvrige dage spiste fisk og vegetariske retter. Det ville skåne miljøet en hel del og vi ville få flere grøntsager.

Bunden af top 5 indtages af Kærgården. Smør…ville nogle nok sige, men dét er jo netop ikke tilfældet. Kærgården er et forarbejdet produkt, hvor en del af mælkefedtet er udskiftet med plantefedt, fordi det så er nemmere at smøre ud på brødet! God detalje! Det har i hvert fald gjort at Kærgården har en plads i ethvert køleskab i Danmark - stort set. Men fedtholdige, forarbejdede produkter er ikke at foretrække. Og nej, jeg er ikke i gang med en længere “smøre” om, at fedt er usundt, for som de fleste efterhånden MÅ have hørt, så skal vi have fedt for at overleve. Men! I forarbejdningsprocessen af fedt opstår der uønskede forbindelser. Nogle er kendt under navnet transfedtsyrer, som er kræftfremkaldende, og da de blev kendte, ændrede man forarbejdningsprocesserne, hvilket blot gav andre forbindelser, hvis egenskaber ikke nødvendigvis er bedre.

På en 4.-plads har vi letmælken. For mælk skal alle have. ½ liter om dagen, færdig bom! Der er dog røster, der hævder, at mælk fra koen er bestemt for kalven og ikke for os mennesker, og det forholder sig da også således, at mens vi som spæde bliver ammet, danner vi enzymet lactase, der nedbryder lactose - som er  mælkesukker - og når vi går over til fast føde, ja så stopper vores produktion af lactase…hvis altså ikke vores forældre bliver ved med at give os mælk fra koen. Nogle mennesker kan således blive ved med at tåle mælk, men der er også de, der bliver allergiske. Og sidstnævnte er egentlig det mest logiske, hvis man ser det fra naturens side. Men det er en længere debat, der kræver et indlæg for sig selv.

På en bemærkelsesværdig 3.-plads har vi Grøn Tuborg. Jeg var klar over, vi drak meget i Danmark, men en 3.-plads!? Selv kommer jeg fra en familie, hvor det, så længe jeg kan huske, har været tradition, at kom der gæster, så skulle de have en øl. Ikke en kop kaffe, te eller hjemmelavet saft, men øl. Jeg kan også godt lide en kold øl til frokosten i haven en varm sommerdag, men at vi køber mere øl end mælk!? Det synes jeg alligevel er et skråplan.

1.- og 2.-pladsen tager jeg under ét. Det er nemlig frugt. Hele grunden til, at Morten Resen henrykt himler op om sundhed. Og vel er det da dejligt. Informationsdirektøren fra COOP kan da også oplyse, at der sidste år ikke blev solgt én eneste pose lakrids mere end forrige år, men til gengæld blev der solgt 10 mio. flere enheder frugt og grønt end forrige år. Og en enhed er en pose frugt eller “10 for 20 kr.”, så det er jo noget af en fremgang. Men det viser også meget godt danskernes syn på sundhed. Der er blevet prædiket løs om “6 om dagen”, så nu køber danskerne æbler og bananer!  Hvor blev sideinformationen om, at kun 2 af de 6 bør være frugt pga. af sukkerindholdet og at resten bør være grøntsager…og at vi også skal huske de grove af slagsen…kål og gulerødder f.eks.? Det viser sig i hvert fald ikke på top 10…ikke en eneste lille grøntsag kan være med på top 10…tragisk, men et mål at arbejde hen imod, helt klart.

Det var mange ord og der er flere endnu, men de kommer nok frem mellem sidebenene i andre indlæg. Skriv gerne en kommentar

Sidste år deltog jeg i Arlas Ernæringsseminar, hvor denne blog bl.a. blev nævnt og i år skulle jeg selvfølgelig af sted igen.

Oplæggene var mange og forskelligartede under de tre overskrifter Viden, Ansvar og Adfærd. Tre rigtig spændende overskrifter set med mine øjne.

I forbindelse med viden, var der fokus på, hvad forbrugeren egentlig ved, vil vide og burde vide og mellem linierne synes jeg også der var en foruroligende fokus på, hvad forbrugeren ved om funktionelle fødevarer (fødevarer designet til bestemte formål og/eller berigede fødevarer). Foruroligende, fordi jeg ikke er tilhænger af menneskeskabte fødevarer, men tror på, at naturen gør det bedst.

Ansvarsdelen bød på et meget spændende oplæg af Henrik Jørgen Andersen fra Arla, som kunne fortælle om Arlas ”brugerdreven innovation”, som nærmere defineret betyder, at Arla udvikler i den retning forbrugerne ønsker, og at de i fremtiden vil fokusere endnu mere på sundhed for forbrugeren i forbindelse med deres produktudvikling. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da Arlas nye mælk ”Lærkevang” blev nævnt, for tænk! Man har opdaget at mælken bliver bedre af, at køerne spiser græs! Så nu behøver man ikke lukke køerne på kraftfoder-marker mere, men kan nøjes med græs! Den noget sarkastiske tone skyldes selvfølgelig igen ovenstående kommentar om naturens vs. menneskets evner til at vide, hvad der er bedst. Derfor var det også en anelse generende at blive forstyrret af mine alarmklokker, da der blev fortalt om Arlas forskning i bakteriekulturers indflydelse på tarmsystemet og dermed menneskets sundhed; emnet optog mig enormt, da tankegangen drejer sig om tarmen som vores anden hjerne, the gut brain, og hvordan vores fordøjelse har stor indflydelse på følelser, læring og dermed trivsel. Alarmklokkerne bimlede derudad, fordi opdagelsen af sundhedsfremmende komponenter i maden vil føre til masseproduktion, berigede fødevarer og skrækscenariet er i sidste ende den lille pille…måltider og traditioner ud ad vinduet til fordel for hurtig næring…
Dog skal der lyde ros for Arlas engagement i ernæringsdebatten og viljen til som virksomhed at vælge samarbejdsformen frem for den kommercielle.

Et fantastisk oplæg – også under Ansvar – blev leveret af Ph.d., Lektor i Kommunikation Birgitte Ravn Olesen. Præcist, kontant og med god humor blev vi ernæringsprofessionelle gjort bevidste om, hvorfor vores kampagner og gode hensigter ikke rammer dem, vi allerhelst vil ramme. Vi er oppe mod udfordringer i forhold til mennesker med en helt anden livsstil og virkelighed end os selv, og en gevinst for andre er ikke nødvendigvis at leve 7 år længere, selvom det er en gevinst for os. Desuden kræver livsstilsændring, at man har tiltro til egne evner, hvilket for mange ikke er en selvfølge. Kampagner er en billig og nem løsning, men jo ikke, hvis det ikke virker.

Under Adfærd var det mest oprivende nok, at en tendens, vi kommer til at se i fremtiden, er ønsket om større gennemsigtighed – transparens – i forhold til de produkter, vi køber og en kommentar på vejen lød: ”…Forbrugere og producenter bør se hinanden mere som partnere…”. Ja, det er jeg egentlig enig i; jeg ved godt, at jeg primært ser virksomheder som modstandere; Jeg køber ind med en konstant fornemmelse af at blive snydt, løjet for, manipuleret med…den følelse ville jeg gerne kunne lægge af mig engang i fremtiden, men det sker kun i takt med, at jeg oplever virksomhederne som mere åbne og samarbejdsvillige i forhold til mit velbefindende og ikke bare i skarp konkurrence om mine penge.

Årets seminar gav mig igen et spark og nye input til at samtale om ernæring. Jeg vil følge udviklingen af funktionelle fødevarer nærmere nu, for det bekymre mig, hvis det er den vej mange virksomheder vælger for at tilgodese forbrugeres ønsker om sundere fødevarer.

Først i marts blandede jeg mig - på opfordring - i planlægningen af Arlas årlige ernæringsseminar, der ligger d. 25. maj 2007 (www.arla.dk/weblogs/seminar). Jeg skrev bl.a.: “Jeg kunne på seminaret godt tænke mig at høre…hvilket ansvar (eller hvilke tilpasninger måske) Arla og andre påtager sig for danskernes forbrug og sundhed“.

I dag blev jeg kontaktet af Inge Hald, der er journalist for Arlas blad, “Mælk & meninger”. Hun omformulerede og spurgte: Hvilket ansvar har fødevareindustrien i forhold til danskernes sundhed?”.

Det blev helt sikkert ikke et klart svar. For umiddelbart falder sætninger som “forbyd sodavand” og “gør det svært for virksomhederne at sælge ulødige produkter” mig meget let, men jeg ved jo godt, at verden ikke er sort/hvid.

Jeg mener faktisk, at fødevarevirksomhederne har et ansvar overfor forbrugeren, for jeg synes det er bevist tilstrækkeligt, at den almindelige forbruger (hermed mener jeg en, der ikke nødvendigvis interesserer sig specielt meget for mad og sundhed) ikke er i stand til vælge til og fra på en hensigtsmæssig måde. Virksomhederne har ikke skylden for menneskers uvidenhed - eller skulle jeg sige ligegyldighed - men at tjene penge på det og fralægge sig ansvaret, mener jeg ikke er i orden. Sælger man produkter med højt fedt- og sukkerindhold eller f.eks. med mange kunstige smags- og farvestoffer, synes jeg det kun er rimeligt, at man åbent oplyser om dette og ikke skjuler det bag ved farvestrålende indpakning og “God i madpakken”- kommentarer, der henvender sig til vores svageste forbrugergruppe, nemlig børnene (og deres velmenende forældre).

Kan man så bede virksomheder om, at omlægge produktionen; ændre en godt sælgende vare og flytte den væk fra de bedste pladser i butikken, fordi den ikke er “sund” (”…” fordi, hvad er sundt og hvad er ikke sundt? Hvem bestemmer det og kommer det ikke an på mængder og hyppighed af indtag?)? Nej, det lyder jo helt urimeligt. Men et forslag til virksomhederne kunne være at arbejde målrettet mod bedre tilbud i forhold til folkesundheden, så der på sigt dukker mere omtanke op bag produkterne. At tage et ansvar i stedet for at blive pålagt mærkninger m.m. må klart være at foretrække.

Jeg glæder mig til at læse “Mælk og meninger” næste gang. Både fordi det kommer til at handle om det samme som ernæringsseminaret, og fordi jeg ikke er den eneste, der er blevet spurgt i dag. Som sagt svarede jeg nok ikke ret klart, men er nu tilfreds nok med min kommentar, som jeg lige har fået til gennemlæsning. Jeg vender tilbage med kommentarer, når bladet udkommer i maj.

Med mine bare 28 år er jeg nok lidt naiv nogle gange! Jeg kan f.eks. slet ikke forstå, hvordan man kan sælge produkter, man ikke kan stå inde for!? Hvordan kan man lire en salgstale af for at sælge - ja, for slet ikke at tale om at tjene penge på - produkter, der ikke er godkendt, som kan være sundhedsskadelige ellers som måske slet ikke har en effekt!?

Først nu tillader varmen at jeg åbner min mail, og her ligger et nyhedsbrev fra Fødevarestyrelsen: “Fødevarekontrol afslører udbredt salg af forbudte sportsprodukter”. Meget interessant, tænker jeg - jeg er helt klar til at blive forarget! Og det lykkedes.

Det lader til, at en forholdsvis stor del af forhandlere og grossister enten er ligeglade eller uvidende omkring de produkter, de sælger. Hvordan kan man det? Ja, jeg ER nok bare naiv, men jeg troede da, der var noget bag, når man havde lyst til at sælge et produkt!? En præference for produktet? En lyst til at ville andre noget godt?

Det kan selvfølgelig også være tilfældet; jeg synes måske bare ikke det er i orden, hvis man bryder loven og/eller bringer andres helbred i fare!

Er det for indforstået, så læs selv pressemeddelelsen: http://www.foedevarestyrelsen.dk/Nyheder/Pressemeddelelser/sportsaktion.htm

Det gør mig bare så vred, når man som forbruger er så udsat: “Her kommer uvidende, lille jeg gående ned i motionscenteret for at komme i form. Den søde coach siger, at det hele bliver meget nemmere, hvis jeg tager mig en shake om dagen og det passer jo helt sikkert, for man kan jo se det virker på ham; bare ærgerligt jeg ikke ved, hvad jeg drikker og måske bliver syg af senere…og jeg synes nu, det er hårdt at komme i form alligevel!”

Jeg synes, det hele bliver understreget af den måde pressemeddelelsen er skrevet på: “…Aktionen er resultatet af lang tids efterforskning, hvor Fødevarestyrelsen systematisk har indsamlet oplysninger om virksomhedens aktiviteter bl.a. hos virksomhedens kunder.”

Fødevarestyrelsen arbejder altså på samme måde som politiet! Men ja, de har jo også med kriminelle at gøre!