Huskeblog

Jeg kom til at tænke på det i dag, da en veninde og jeg går en tur; lige da vi er kommet ud, begynder det at sile ned. Jeg spørger, om vi skal hente en paraply, og hun svarer kækt: “Vi er jo ikke lavet af sukker” (åbenbart en “håndværkerjargon”, der betyder noget i retning af, at man jo ikke tager skade af en smule regn!). Og her tænker jeg jo så: Er vi efterhånden ikke? Lavet af sukker, altså? Den kæmpe industri, der er indenfor sodavand, saftevand, slik og is, men også “yoghurt” og “morgenmadsprodukter” (i ” “, fordi det er fyldt med tilsat sukker). Vi kan jo dårligt fortære et måltid uden at blive udsat for tilsat sukker - også kaldet tomme kalorier, fordi der med hvidt sukker ikke følger vitaminer, mineraler, fibre eller andet godt, som kroppen drager nytte af. Det er bare ren energi, der forstyrrer blodsukkeret og kroppens balance i det hele taget.

Jeg havde en snak med mine elever den anden dag i køkkenet: På en naboefterskole er det forbudt at ryge, og jeg spurgte eleverne - når vi nu er en husholdningsskole - om vi skulle forbyde slik og deres ture til “tanken” i det hele taget, så vi bedre kunne styre deres kost og hjælpe dem med en bedre livsstil. Der var stor opstandelse, for det var dog det værst tænkelige. Men der var et flertal, tør jeg godt sige, som synes, vi skulle have retningslinier for deres indkøb. F.eks. kunne vi have den regel, at hver torsdag måtte alle købe for 10-20 kr.’s slik, og så var det ikke tilladt de andre dage. Det var da en god regel, synes jeg, og der var flere variationer af den.

Men der var også en anden reaktion. En protesterede kraftigt, fordi jeg sammelignede deres slikforbrug med “noget så sundhedsskadeligt” som rygning. Og her tror jeg nok alle fik en “Aha-oplevelse”; For de unge menneskers slikforbrug ER lige så sundhedsskadeligt som rygning. Måske kan det ikke direkte sammenlignes, men begge dele er ekstremt dårlig påvirkning af kroppen og kan forårsage livsstilssygdomme af værste skuffe. Det var netop, hvad jeg sagde, og jeg tror igen størstedelen var enige.

Jeg skal huske at arbejde lidt videre med den tanke; det må være det, vi lægger vægt på i omsorgen for de unge mennesker, for de er inde i en afhængighed, de ikke selv kan styre. De bliver påvirket fra de er børn, nogle forældre forveksler kærlighed med sodavand, producenterne vinder med perfekte reklamer og om lidt skal disse forførte unge mennesker selv være forældre…hvad skal de give videre?

Det har regnet fra 10 minutter før jeg kom hjem og hele aftenen. Jeg har en hamster, der hedder Bob Anders, og jeg cykler 15 km om dagen.

Jeg har netop nydt en kop varm kakao på lammeskindet med en suduko, jeg har vinterferie fra i morgen, og mit største problem er, hvad jeg skal være til den fastelavnsfest, vi er ved at arrangere.

Ude i verden er der folk, der hader Danmark, fordi vi er for åbne og naive, vi er et alt for lille land til alle de svin, vi producerer, og jeg synes stadig, der er for lidt fokus på miljø og økologi.

Michael og jeg skal bygge vores eget hus, jeg mærker for første gang ordet “kompromis” på min egen krop, og jeg ser hele tiden mig selv med gummistøvler og havehandsker.

Jeg stemmer altid SF, men må erkende at vores statsminister er yderst (irriterende) veltalende, jeg følger dog for lidt med i politik, men vil gerne sælge Pia Kjærsgaard.

Jeg har problemer med at samle tankerne i dag, men skal huske, at spontanitet også fortæller noget. Noget siger mig, jeg har bedre ting at tage mig til end at flyde på sofaen, men jeg er helt flad, så i morgen redder jeg verden…

I dag havde jeg nogle dejlige timer i køkkenet. Nogle gange kan det være lidt en udfordring at have en flok hormon-pumpede teenagere rendende rundt og samtidig opnå resultater.

Resultater i forhold til min undervisning handler om, at eleverne i højere grad interesserer sig for den mad, de laver og senere - selvfølgelig - skal smage på. De unge (yngre!!) mennesker har til tider en helt forkert indstilling til det, de putter i munden, og det kan være svært at overbevise dem om, at det er GODT med 8 forskellige salater på buffeten, når de ikke kender halvdelen af grøntsagerne, der er brugt (og ikke vil smage, for “det kan vi ikke lide!”).

I dag fik jeg tildelt 6 dejlige elever, som skulle beskæftige sig med netop grøntsager, mens resten af holdet lavede mad til middag. Jeg havde bestilt årstidens grønt (for er grøntsagerne i sæson, er de billigere og bedre rent smagsmæssigt), som ved første øjekast ikke vagte den store begejstring: Champignoner, grønkål, jordskok, peberrod, porrer og rosenkål. Jeg havde forberedt 4 portioner grøntsager, som var skåret hhv. i små tern, skiver, julienne og på skrå…bare for at give nogle eksempler; for jeg synes at det er mindst lige så vigtig, hvordan maden ser ud, som hvordan den smager. Farver, og hvordan grøntsagerne er skåret, vækker appetitten og giver lyst til at spise og smage nyt. Det kan ikke hjælpe noget, at gulerødderne ikke er skrællet ordentligt eller at råvarerne bare er kastet i en skål; det kræver altså lidt at lave mad!

Så vi snakker altså om det med “6 om dagen” (og jeg BEHØVER ikke fortælle dem, at grønt er sundt, for der HAR de hørt!!!), om at være kræsen, om sæson og økologi, og vi smager lidt på peberrod og jordskokker. Så er de klar til at gå i krig, og det er her jeg bliver så glad!

De deler sig uden tumult i tre grupper. De to drenge vil lave wok med porrerne og supplerer med gulerødder, kinaradise, kokosmælk og diverse krydderier, heriblandt karry. To af pigerne sætter sig hurtigt på jordskokker og rosenkål. Begge dele bliver skåret i fine skiver, men til hver deres salat, hvor der suppleres med bl.a. æbler, gulerødder og nødder og forskellige dressinger smagt til med peberrod (der bare lige understreger, men ikke tager over). De sidste to piger kaster sig ud i at fjerne stokkene på champignonerne for at finthakke, stege og krydre dem. Herefter bliver blandingen fyldt op i hattene igen, som nu står på en bageplade, parmasan rives udover og de bages ca. 10-15 min. i ovnen.

Nu er der bare grønkålen tilbage, som alle mangler idéer til. Her supplerer vores køkkenleder, som jo ellers passer “det store” køkken: Hvad med at hakke grønkål - efter den er grundigt skyllet - sammen med rosiner? Det kaster en af drengene sig over, og vupti har vi noget, der ligner pesto, men som er stort set fedtfrit, hvis man skulle bekymre sig om det…og så smager det bare fabelagtigt! Lyder jeg overrasket? Det var jeg faktisk…jeg havde nok ikke lige regnet med at kunne klemme den blanding ned, men det smagte så godt!

Glad for at lave mad? Ja…men også glad, fordi jeg har at gøre med 17-årige unge mennesker, som rent faktisk ønsker at lære og blive bedre, som forstår vigtigheden af sund mad og har vilje og lyst til at eksperimentere.

Jeg skal huske, at kampen mod sukker-afhængighed, overvægt og fastfood-fordi-jeg-bare-ikke-har-tid-til-andet ikke er håbløs, og at det er muligt at gøre en forskel!

Ja, det er der altså mange ting, der burde! Være forbudt, altså. I hvert fald hvis det stod til mig:

Denne morgen modtager jeg en brochure (fra den herre, der går i motionscenter næsten hver morgen): “Power Smoothies - Sådan laver sportsfolk skønne, sunde og styrkende proteindrikke” (allerede her bimler mine alarmklokker og jeg bliver en lille smule stram i betrækket!). Helt uden at blive overrasket finder jeg med store typer “PROMAX” skrevet nederst på forsiden; Nåååhrr!! En reklame…selvfølgelig!…Og det må man jo gerne, det der med at reklamere. Jeg synes måske bare ikke, det er passende at lægge disse reklamer frem i et center, der primært er minded på motionister (den henvender sig jo HELT klart til sportsfolk…ikk’!?). Jeg er måske bare hysterisk, men jeg bliver altså forarget, når jeg inden i brochuren - efter alle opskrifterne, der selvfølgelig indeholder det virkeligt sunde og nødvendige proteinpulver(!!!) - kan læse, at “Hvis du ikke tilfører kroppen tilstrækkeligt med protein, risikerer du, at organismen vil nedbryde din muskelmasse.” Oplysningen er rigtig nok, hvis man altså er den her sportsmand, der pisker rundt, hele tiden skal præstere mere og samtidig ikke interesserer sig for at give sin krop ordentlig mad til formålet. Almindelige motionister, som ikke ved det store om ernæring, må da gå helt i panik over den oplysning!? De mere seriøst trænende vil se det som et nødvendigt tilskud og dem, der sælger det i centeret, hvad ved de egentlig om det?…Tænker jeg bare…Ja, jeg ved godt, at det er at sælge et produkt og udvide målgruppen og alt det der, men det er altså ikke i orden! Det er at føre folk bag lyset, og så er jeg altså ligeglad med, at nogle mener, at det er folks eget ansvar; det mener jeg ikke. Jeg mener bare, at den slags ting burde være forbudt, så vi til enhver tid kan agere i god tro uden at blive påduttet ting, vi ikke har brug for. Og hvem skal så bestemme, hvad vi har brug for!? Det ved jeg da ikke! Jeg ved bare, at det i hvert fald ikke skal være producenterne, for det ansvar kan de åbenbart ikke styre.

For at slå det helt fast, så er proteinpulver “anti-mad”! Jeg vil klart foretrække, at mine muskler bliver ved med at være lavet af “bøffer” og ikke af opslemmet pulver. Tilskud hører det ekstreme til, og almindelige mennesker, der motionerer på et almindeligt plan, skal spise almindelig mad. Er man i tvivl om, hvad det er, kan jeg anbefale på det varmeste www.altomkost.dk.

Det var bare det, jeg ikke ville glemme at huske verden på i dag!

Man kan spørge sig selv, hvorfor man gør det! Holder den der pligtskyldige sammenkomst, hvor alle kommer, fordi det plejer de, og man får spist så meget, at man er ved at revne!?

Michael - lyset i mit liv - er lige fyldt 30 (helt uden at blinke, for øvrigt!!), og vi har gået rundt om hinanden nogen tid for at se, om ikke der var en vej udenom de utallige mængder af boller og forudsigelige samtaler, som en “fødselsdagskomsammen” for familien byder på. Det var der ikke! Denne søndag kom de alle sammen! Vi spiste, snakkede og spiste…Og det var jo hyggeligt, bevares (jeg ved godt, at det gode danske ord “hygge” efterhånden dækker alt vi gør sammen uden nuancer og måske skulle man tænke lidt over det!?)…Men vi sad som det sidste inden gæsterne kom og spurgte os selv: Hvorfor gør vi bare ligesom vi altid har gjort? Hvorfor ser vi ikke bare de her mennesker noget oftere, så det hele ikke føles så påtaget, anstrengende og…ja!?

Alt det sammen med diskussionen om, hvorvidt alt skal være hjemmelavet, eller man gerne må snyde og købe “Shake ‘n’ Bake”, f.eks.! Michael købte nævnte produkt (man fylder lunkent vand i en papkarton, ryster i 20 sekunder, hælder i muffinsforme og bager i 20 min. - så er der hjemmebag!!!)…det understreger bare, hvor hurtigt og fuldstændigt uden hjerte det hele bliver stablet på benene… Så jeg fik de hjemmelavede boller og den hjemmelavede lagkage (med mors hjemmelavede vindruegelé!); så følte jeg da i det mindste, at vi viste dem lidt kærlighed og omsorg.

 Jeg skal huske ikke at glemme, at familien og dem omkring mig, og altså dem der - på trods af alt - holder af mig, skal have en plads i min alt for overfyldte hverdag og skal forkæles med mine hjemmelavede kreationer, som signalere kærlighed og omsorg. (Ja, jeg ved det godt! Men jeg er jo ikke husholdningslærer for ingenting, vel!?)

Nu er det sket; jeg har fået min egen blog! Det bliver spændende! Som regel har jeg meget på hjerte; mange meninger og mærkelige oplevelser. Jeg håber at kunne huske dem, når jeg sætter mig foran maskinen og skriver ud i verden - og at andre end jeg synes, det er bare en lille smule interessant.