Huskeblog

Forleden opdagede jeg en fugleklat på mit cykelstyr. Min første tanke var “øv!”, så var det “det bringer lykke!” og så var det “FUGLEINFLUENZA!”.

Mens jeg læste i Kbh. florerede kogalskaben, og nu dør folk af hindbær.

Hvad er det, vi gør ved vores mad? Hvordan kan alle disse frygtelige sygdomme opstå, overleve og slå ihjel i vores civiliserede, teknologisk udviklede verden? Er der tænkt over - et sted derude - hvordan vi som små, svage individer skal klare os mod bakterier og vira, der blot bliver mere og mere resistente og modbydelige?

Vores overlevelse skyldes ikke (kun) opfindelsen af sæbe og medicin, men i høj grad effektiviteten af vores immunforsvar. Vores immunforsvar holdes vedlige af de ting, vi spiser, og også af de udfordringer, vi udsætter det for.

Gå endelig ikke ud og få fugleinfluenza! Men vær ikke bange for sygdomme af moderat karakter og spis ordentligt! Det er da for let at lalle afsted, æde og drikke som man lyster, gå til lægen og hamstre antibiotika i et væk og bruge desinficerende rengøringsmidler, så man er sikker på at ALT dør (også de gode bakterier der i vidt omfang sørger for vores sundhed, fordi de holder de sygdomsfremkaldende bakterier i skak).

Jeg synes, vi kører i en forkert retning. Alt handler om, hvad der kan sælges fremfor hvad der er godt; hvordan vi kan holde en hvis legemesdel i vandskorpen uden at ændre vores forbandede livsstil.

Det gode liv findes for os alle, men spørgsmålet er jo, om vi vil det, og om nogen overhovedet kan sige, hvad “det gode liv” er.

Vi skal huske at tænke på, hvad det er, vi vil i fremtiden og så gå i den rigtige retning. Jeg hører til dem, der ikke tror på, at teknologien redder os engang.

Jeg er ikke hellig. Jeg støtter også McD jævnligt i håbet om mere overskud senere i livet, så den slags “sidespring” ikke sker igen.

Jeg er sukkerafhængig i perioder; jeg kunne aldrig drømme om at stoppe uhæmmet i hovedet, da min “så-er-det-nok”-mekanisme stadig virker fortræffeligt - jeg får det simpelthen dårligt! Men jeg kan godt længes så usigeligt efter noget sødt, at jeg forlader huset og indleder en jagt på det rigtige “drug”.

Faktisk har jeg det bedst, når jeg spiser “rigtig” mad. Masser af groft rugbrød, grove salater og lækkert, perfekt tilberedt kød. Det er en anden mæthedsfornemmelse og en anden energi, man efterlades med. Og det bedste er, at man må spise hele tiden, hvis man spiser den slags mad.

Nu lyder jeg hellig igen! For der skal kæmpes, tænkes og handles, hvis man ønsker at leve sådan hver dag hele livet. Specielt fordi det nok er de færreste af os, der har det med fra barndomshjemmet.

Og klart nok; tiderne ændrer sig…NEJ, kostrådene ændrer sig IKKE - de har faktisk været de samme i mange år - men påvirkningerne udefra ændrer sig. Der bliver skabt en masse behov hele tiden. Min mor har f.eks. lige fortalt om en tandpasta til “cola-drikkere”…de skal jo passe på deres tænder, med al det cola de drikker! FORKERT! De skal HOLDE OP med at drikke cola!! Det er da utroligt, at det er muligt! For det første overhovedet at udtænkte sådan et produkt og for det andet at være den, der tænker: “Genialt! Jeg kan stadig drikke en masse cola, men nu uden huller!!”. Altså helt ærligt! Hvem tror på det? Og hvad med den skade colaen gør i kroppen? “Never mind - jeg har “tandpastaen”!!!”.

Det kan ikke siges nok, at man - i et reklamefrit rum - skal sætte sig og tænke grundigt over, hvad man i virkeligheden har brug for. Hvilke produkter har jeg brug for, for at overleve eller leve det liv, jeg har lyst til? Her ville en masse mennesker selvfølgelig hævde, at cola er nødvendigt for livskvaliteten: “Det er vigtigt for mig at bestemme selv, og har jeg lyst til cola, så drikker jeg cola - det er der f… ikke andre der skal bestemme!!”.

Så siger vi det…Terrorist! Fedme, sukkerafhængighed…livsstilssygdomme; det er simpelhen allemandsret…vi bestemmer selv, vi behøver ikke tænke på andre eller samfundet…

Uvidenhed er selvfølgelig også en faktor. De ældre generationer er bare begejstrede over udvalget. Det har de aldrig været vant til, så det er bare med at skrabe til sig…mest og billigst. De yngre har alle muligheder, men er egoistiske, ignorante og har et selvværd i græshøjde.

Vi har alle forskellige behov, der skal dækkes, og vi skal huske, hvem det er, der skal bestemme, hvad behovene er, og hvad vi vil være afhængige af. Jeg holder mig til næringsstoffer! De findes i micro- og macro- og passer perfekt til min krop… Hvad med dig?

Der er fordele og ulemper ved buffet! Der er de fordele, at man kan spise, hvad man lige har lyst til, og der er god mulighed for at spise varieret, fordi der er mere at vælge imellem. Ulemperne er modsat, at man kan spise KUN det man har lyst til og vælge IKKE at spise varieret!!

Det er i hvert fald min erfaring fra den anden dag, hvor vi på skolen havde haft et lille uheld med fryseren: Den havde stået åben for længe, så temperaturen var steget - ikke kritisk, men - nok til, at nogle ting måtte tøs helt op og tilberedes. Heriblandt en rest brun sovs fra en større middag. Den passede ikke helt ind, der på buffeten, sammen med bunker af grøntsager og spaghetti, men spises skulle den!

Jeg havde netop holdt et længere foredrag om vores gode arbejde med grøntsager i det tilstødende køkken, da jeg observerede et chokerende fænomen: Flere elever havde fyldt deres tallerken med spaghetti, som de efterfølgene dækkede med brun sovs! Jeg har lært, man ikke må sige AD! til mad, men det gjorde jeg nu inde i mig selv alligevel…det var dog det ringeste!

Her har de unge mennesker alle muligheder for at spise efter tallerkenmodellen med en stor del grøntsager og mindre dele tilbehør og kød/sovs/dressing og så er lige netop det, de vælger, spaghetti med brun sovs.

Hvad er forklaringen på det? Hvad er det, der sker, når man hellere vil spise vand og mel overhældt med fedt og kulør end farvestrålende salater med noget for ethvert smagsløg og som er en fryd for øjet?

Vaner, er hvad jeg tror der sker. Dumme, fastgroede vaner har ændret smagsløgene til at søge den fede, søde smag, frem for den sprøde, knasende konsistens en grøntsag kan bidrage med. Dovenskab gør fed, flydende og blød mad mere attraktiv end fast, arbejdskrævende mad. Det er et faktum, at dine muskler og knogler bliver stærkere, hvis du bruger dem. Sådan må det nødvendigvis også forholde sig med kroppens fordøjelse. Sanserne skal stimuleres, for at de rigtige processer sættes igang. Dovenskaben gavner os ingen steder!

Men med de unge mennesker, jeg omgås, er det for manges vedkommende for sent. Vi skal have fat i dem meget før. Hele familier skal sendes på madlavningskurser, skoler skal have sunde madordninger og slik, sodavand m.m. skal pålægges afgifter i et væk, for det er os alle sammen, der skal betale for de skader disse produkter forvolder. 60% af alle sygdomme i DK er livsstilssygdomme…Ta’ jer sammen, det er mine penge i snolder op! (”Snolder” er formentlig et fynsk udtryk og betyder at købe slik for pengene…eller sådan noget!).

“Jeg gider sgu ikke betale for jer, fordi I ikke tager jer sammen”, sagde jeg i den forbindelse til mine elever. “I lige måde”, sagde de…tænk bare!
Jeg skal huske - igen - at dette ikke er en afsluttet kamp. Der er mening med anstrengelserne; en bedre verden er mulig!