Arkiv for maj 2006

Et GLAS mælk, tak!

tirsdag, 30. maj 2006

Mejeriforeningen udgiver “&mælk”,som jeg i dag var så heldig at komme i besiddelse af. Et lækkert blad med flot layout - og et stort tema om is denne gang, for øvrigt.

Midt i bladet falder jeg over “Mælk i skiver til madpakken”. Undskyld, den skal jeg lige have igen!? Jo jo, den er god nok, “Godt nyt til alle madpakkeplagede forældre…”; Tami Food har fremstillet ostelignende mælkeprodukter, der kan skæres i skiver og lægges på brød i madpakken. Hvis det nu bare var det eneste, kunne man jo bare kalde det ost, men nej. “SkiveSmart”, som det hedder, kan fås med - og hold nu fast - smag af hhv. kakao, jordbær eller banan.

Jeg er målløs! Hvem har overhovedet lyst til at spise stivnet milkshake på rugbrød? Hvorfor skulle dette produkt være en redning for “madpakkeplagede forældre”? Tiden er da den samme om det er en tomatmad eller en “Skivesmart”-mad, der skal smøres!?

Produktets animalske fedt er erstattet af vegetabilsk fedt, hvilket fremhæves i annoncen - hvor var de, da vi andre fandt ud af nødvendigheden af animalsk fedt? Annoncen er desuden støvsuget for informationer om indholdet af sukker og tilsætningsstoffer (dog er frugtindholdet stort i frugtvarianterne!).

Jeg vil bare gerne have min mælk i flydende form og med smag af mælk! Og børnene skal ikke have hverken Kinder Mælkesnitte eller SkiveSmart i madpakken, men rigtig mad og dertil kunne man jo benytte den udemærkede mælkeordning, hvis man er bange for at de små poder ikke får, hvad de har brug for.

Jeg vil huske de gode, gamle produkter, for de er åbenbart forsøgt ændret og udryddet indenfor nærmeste fremtid! *gys*

Bare snup en pille!

onsdag, 24. maj 2006

Trine-Maria foreslår en pille til at stille både sult og ernæringsbehov. Jeg burde jo skrige og rive mig i håret over en sådan kommentar, hvis det ikke lige var fordi jeg jævnligt selv brøler dette forslag ud i køkkenet, når klokken har passeret 17, jeg har glemt mit eftermiddags-mellemmåltid og er ved at dø af sult, og køleskabet på mystisk vis har tømt sig selv.

Derfor ville jeg stadig ønske, at vi evnede at lægge vores kræfter der, hvor det er vigtigst for vores helbred (mad, motion, afstressning osv.) frem for at styrte rundt og mene, at f.eks. jobbet skal hæves over alt andet, og at der derfor ikke er tid til omsorg for os selv.

På den måde hænger vores verden ikke særlig godt sammen, med mindre vi finder bedre måder at få den gode mad ud til “folket” på. Per Brændgaard Mikkelsen (Suhrs Videncenter) foreslog i sit oplæg på Arla’s ernæringsseminar, at vi blot etablerer store industrikøkkener, som producerer sund og nærende mad. Maden bliver så transporteret ud til alle hjem, og alle kan på den måde spise sundt, og ingen skal tænke over indkøb, madplaner, ernæringsværdi m.m.!!! Meget tankevækkende og provokerende - men det er jo hans rolle i ernæringsdebatten!

Den verden skal vi ikke arbejde imod. Vi SKAL finde ud af at opprioritere helbredet generelt. HUSK DIG SELV!

Til ernæringsseminar med Arla

torsdag, 18. maj 2006

Jeg ville nok have svoret, at jeg aldrig ville deltage i noget Arla arrangerede, fordi jeg godt ville vide, at det var branding og noget de gjorde for egen vindings skyld.

Men det var nu ikke den opfattelse, jeg fik, da jeg i dag sad fra 9-15 i Århus og hørte den ene relevante (for ernæring og kommunikation af ernæringsbudskaber) oplægsholder efter den anden. Og jeg fik oven i købet nævnt min blog - dejligt! :)
Jeg håber så der kommer lidt kommentarer herinde, så vi alle kan opnå læring i vores dialog med hinanden; noget i den retning, hvis man spørger Trine-Maria, Social Square (www.hovedetpaabloggen.dk).

Jeg vil ikke referere seminaret her, men blot nævne, at det jeg egentlig nu tænker mest på er, at der var en stor debat om berigelse af fødevare med vitamin D, fordi vi i DK faktisk ikke kan spise os til de mængder, vi skal bruge. Det skræmte mig lidt, at diskussionen ikke et øjeblik drejede sig ind på fødevarekvalitet; måden vi behandler råvarer, jord og dyr på. For hvorfor er det, at vi ikke kan spise os til de mængder vi skal bruge?

En forklaring kunne selvfølgelig være, at vi mennesker slet ikke skulle bo så langt mod nord, hvor solen ikke skinner så meget (når vi rammes af solens stråler, danner vi vitamin D i huden). En anden kunne være at producenter som antydet ovenover udpiner råvarerne i kampen om kunderne, således at de er nemme at lave, men ringe i næringsindhold. En tredie mulighed er vores vaner og det kæmpe udvalg vi i dag har i forhold til tidligere; det er faktisk svært at vælge rigtigt!

Fødevarestyrelsen har for første gang været ude og bede producenterne berige deres produkter - udvalgte produkter selvfølgelig. Alle skulle gerne indtage mere vitamin D, men ingen må få for meget; en svær balance. Når en autoritet som Fødevarestyrelsen begynder at anerkende berigelse, kan der være en risiko for, at producenter beriger deres produkter uden grund, men for at kunne markedsføre sig på det. Det er ikke meningen!

Jeg synes det er en MEGET spændende problematik - eller udfordring(!) - og ordet “spændende” klinger ikke nødvendigvis positivt. Vi er på gyngende grund, men det  behøver jo ikke betyde, at vi kæntrer!

Jeg skal huske at give det en tanke mere!…

Bare gør det forbudt, siger jeg jo!

mandag, 8. maj 2006

Vi har haft “Sundhedsuge” på skolen, hvor skemaet kun bestod af motion i alle afskygninger og mange små måltider af god kvalitet.

Vi opfordrede eleverne til ikke at spise slik, og hvis de alligevel “faldt i”, kom de på listen over “tabere” (meget pædagogisk!!)…

Jeg har efterfølgende haft en snak med et par drenge, der rent faktisk oplevede en positiv effekt af ikke at drikke sodavand i den uge. De siger selv, at de føler sig mere ovenpå, er gladere og har mere energi. Risikoen, for at de snakker os efter munden, er der selvfølgelig - for de lærer jo en del om den slags ude ved os - men jeg vælger nu alligevel at tage det som et godt tegn. Men de kære unge mennesker har nu også et misbrug der er til at få øje på.

Det er netop påvist fra pålidelig kilde, at sodavand har en afgørende rolle i børn og unges overvægt. Jeg har sagt det hele tiden; helt uden at blinke har jeg ment, at man skulle forbyde sodavand for det var GRUNDEN til de slappe, fede og syge generationer, der er på vej. Kemi med energi er IKKE at foretrække, og sodavand er slet ikke noget, vi behøver. Vi lever i et rigt samfund med mange goder, vi er veluddannede…vi har alle muligheder for at opnå sundhed i befolkningen, men den enkelte vælger at bruge penge på kemi frem for mad.

Læs selv Motions- og Ernæringsrådets udlægning af rapporten fra “over there”: http://www.meraadet.dk/default.asp?id=1408

Formanden for ovennævnte råd, Bjørn Richelsen, synes jeg har en helt fantastisk kommentar til sidst: “Politikerne har således nu fået en god baggrund for at gribe ind over for sodavandsforbruget lige fra støtte til øget information, over afgiftsregulering til begrænsning i industriens mulighed for reklamering“. Ja! Det er jo netop den vej, vi skal gå! Vi skal ikke vende os mod forbrugeren og lade det være op til folk selv. Virksomhederne har også en del af ansvaret. De sælger bare en vare, men bevares - det gør pusheren på hjørnet jo også. Og politikerne skal bare se at komme i omdrejninger! De laver love for jeg ved ikke hvad…hvad med at lave love for sundhedspåvirkning? Hvad med at lave afgifter på unødvendighederne og støtte det grønne alternativ?

Jeg gider ikke høre på dårlige undskyldninger, lange forklaringer, politiske begrundelser…Jeg vil se handling og vilje. Vilje til at opnå sundhed i Danmark, primært blandt børn og unge, for det er dem, der skal skabe de nye generationer. Det meste kan lade sig gøre, hvis man vil det. Ønsker man ikke at lægge sig ud med erhvervslivet, har man valgt forbrugeren - og folkesundheden - fra på forhånd.

Vi har set eksempler på, at sundhed er op til forbrugeren selv. Derfor har man som forbruger, forælder, lærer…menneske pligt til at gøre som man mener er bedst, holde sig orienteret (de rigtige steder, hvilket ikke er i pressen, men f.eks. www.altomkost.dk, www.fvst.dk m.fl.) og give sin mening til kende, når der er brug for det.

Husk (som der for tiden står på tavlen, fordi vi har skriftlige prøver): Man kan, hvad man vil!