Huskeblog

Først i marts blandede jeg mig - på opfordring - i planlægningen af Arlas årlige ernæringsseminar, der ligger d. 25. maj 2007 (www.arla.dk/weblogs/seminar). Jeg skrev bl.a.: “Jeg kunne på seminaret godt tænke mig at høre…hvilket ansvar (eller hvilke tilpasninger måske) Arla og andre påtager sig for danskernes forbrug og sundhed“.

I dag blev jeg kontaktet af Inge Hald, der er journalist for Arlas blad, “Mælk & meninger”. Hun omformulerede og spurgte: Hvilket ansvar har fødevareindustrien i forhold til danskernes sundhed?”.

Det blev helt sikkert ikke et klart svar. For umiddelbart falder sætninger som “forbyd sodavand” og “gør det svært for virksomhederne at sælge ulødige produkter” mig meget let, men jeg ved jo godt, at verden ikke er sort/hvid.

Jeg mener faktisk, at fødevarevirksomhederne har et ansvar overfor forbrugeren, for jeg synes det er bevist tilstrækkeligt, at den almindelige forbruger (hermed mener jeg en, der ikke nødvendigvis interesserer sig specielt meget for mad og sundhed) ikke er i stand til vælge til og fra på en hensigtsmæssig måde. Virksomhederne har ikke skylden for menneskers uvidenhed - eller skulle jeg sige ligegyldighed - men at tjene penge på det og fralægge sig ansvaret, mener jeg ikke er i orden. Sælger man produkter med højt fedt- og sukkerindhold eller f.eks. med mange kunstige smags- og farvestoffer, synes jeg det kun er rimeligt, at man åbent oplyser om dette og ikke skjuler det bag ved farvestrålende indpakning og “God i madpakken”- kommentarer, der henvender sig til vores svageste forbrugergruppe, nemlig børnene (og deres velmenende forældre).

Kan man så bede virksomheder om, at omlægge produktionen; ændre en godt sælgende vare og flytte den væk fra de bedste pladser i butikken, fordi den ikke er “sund” (”…” fordi, hvad er sundt og hvad er ikke sundt? Hvem bestemmer det og kommer det ikke an på mængder og hyppighed af indtag?)? Nej, det lyder jo helt urimeligt. Men et forslag til virksomhederne kunne være at arbejde målrettet mod bedre tilbud i forhold til folkesundheden, så der på sigt dukker mere omtanke op bag produkterne. At tage et ansvar i stedet for at blive pålagt mærkninger m.m. må klart være at foretrække.

Jeg glæder mig til at læse “Mælk og meninger” næste gang. Både fordi det kommer til at handle om det samme som ernæringsseminaret, og fordi jeg ikke er den eneste, der er blevet spurgt i dag. Som sagt svarede jeg nok ikke ret klart, men er nu tilfreds nok med min kommentar, som jeg lige har fået til gennemlæsning. Jeg vender tilbage med kommentarer, når bladet udkommer i maj.

I perioder af mit liv lider jeg af såkaldt “mundlort” (undskyld udtrykket). Så da jeg i sidste uge planlagde at mødes med et par veninder og ville foreslå en påskefrokost som samlingspunkt, spørger jeg: “Dorthe, skal vi ikke holde en Fråske?”.

Efter at have brølet af grin et kvarters tid, blev vi enige om, at Fråske nok i virkeligheden dækkede det, vi havde tænkt os. Definitionen er som følger: En sammetrækning af Påske og frokost og leder i samme ombæring tankerne hen på at fråse!

Så hermed en ny tradition til samlingen