Arkiv for juni 2008

Opskrift på store, velsmagende jordbær

søndag, 29. juni 2008

Man tager: Udvalgte jordbærplanter fra planteskole eller svigermors have, et styk urtehave og en god håndfuld manglende tid, tårnhøje, væmmelige tidsler, lupiner en masse samt selvfølgelig resterne af sidste års afgrøder, krydderurter og græs i diverse afskygninger!

Jordbærplanterne sættes i fin række i urtehaven det ene år, hvorefter man glemmer alt om dem, lader dem brede sig, så de til sidst står…rundt omkring, og herefter lader man tidsler, lupiner m.m. tage over.

Så skulle jeg hilse og sige, at du får de lækreste, kæmpe store jordbær; de kæmper om kap med alt andet, så bærrene bliver store, de er skjult i græsset, så fugle og andet ikke finder dem, og sidst men ikke mindst er de bare SÅ meget bedre, når man ikke troede, man havde dem, og man så pludselig høster i kilovis! :)

 Mmm…

“Endelig et lite-produkt vi mænd forstår”

torsdag, 26. juni 2008

Hvor er det bare irriterende, når øl-reklamer er så gode! Jeg synes bare det går rent ind, når de tre gutter i Tuborgs reklame for “LITE” finder sammen i supermarkedet eller spiller baseball med grøntsager og andre sunde ting - det er lige sådan det er, og man fatter bare sympati for “de stakkels drenge”, der må trækkes med sunde kærester, og for hvem Tuborg Lite bare er en åbenbaring…

Behøver jeg sige, det er problematisk med så god en reklame for alkohol?

Selvfølgelig lægger reklamen op til, at øl drikkes når man hygger sig med vennerne. Og en enkelt øl med vennerne skader jo ikke.

Men har man set, hvad alkohol kan gøre, og når man ved, at det direkte er gift for kroppen - ja, så er det altså bare træls, at de er så gode til at lave reklamer, dem der producere skidtet.

Og Tuborg har nok opnået det, de ville. For jeg er jo netop en af de der “sunde kærester”, så selvfølgelig er de glade for, jeg reagere…så har de jo ramt rigtigt. Hvad angår mændene, ja, så er de igen tabt for sundhedsfortalerne de næste 20 år…pga. af en lille, genial rekalme fra Tuborg.

Skål…

Tøj i økologisk bomuld

lørdag, 14. juni 2008

Ordene “tøj”og “økologisk” i samme sætning er for mange ikke noget positivt. Altså mest fordi det lyder lidt fodformet!

Når jeg tidligere har fundet tøj i økologisk bomuld, har det været udsat for en noget flippet designer og derfor haft en absurd høj pris…så bliver man hurtig træt af at lede og køber bare det, man plejer.

Jeg får nyhedsbrev fra Økologisk Landsforening, der, i denne uge, skriver, at VeroModa har lavet en collection i økologisk bomuld. Tag et kik forbi - den er faktisk fin! Jeg skal i hvert fald have set den i real life…VeroModa er så kendt og en del af enhver gågade, så det kan ikke være helt skidt for den økologiske fremtid.

Nu mangler vi bare at VeroModa får sig en fed webshop og dropper den langsommelige grafik på deres nuværende side…

Og at Esprit laver tøj i økologisk bomuld…

Sofa-shopper

onsdag, 4. juni 2008

CRW_1909Så er det hårde arbejde med at opfostre et lille menneske i fuld gang. Der er ikke tid til meget andet end amning og tøjvask…det skulle da lige være frustration over gigantiske bryster i for små bluser! (Hvis du er mand, forstår du nok ikke helt foregående sætning…).

Tilde - leverandør i gylp i tide og utide :)

Altså: Jeg kan ikke passe mine bluser + dem jeg kan passe er s…. besværlige at amme i! Så! Jeg har brugt lidt tid på nettet, for at finde tøj, jeg kan købe online. Der er en del ammetøj at få, men generelt synes jeg ikke det er så smart. Og ja, man kan have behov for at have tøj, der sidder pænt, SELVOM man bare går derhjemme og er smurt ind i gylp!

Jeg har tidligere brugt lang tid på Esprits tyske online-shop og nu findes der også en dansk udgave. Det er selvfølgelig en forudsætning, at man kan lide Esprits produkter, men er man så heldig stillet, så skulle jeg hilse at sige, at de til dato vinder hele vejen i min bog over gode shoppingsteder på nettet!

For det første er der enormt mange produkter at vælge imellem. Det er nemt og overskueligt at se, hvilket farver og størrelser de enkelte produkter findes i, og der er gratis forsendelse, hvis man køber for mere end kr. 200,- (hvilket stort set ikke kan undgås). Det bedste -cremen - er, at man, når man modtager tøjet, i ro og mag kan prøve det på, og skulle det ikke passe eller se anderledes ud end forventet, ja, så kan man bare sende skidtet tilbage igen, for der ligger nemlig en pakkeseddel med i kassen til det samme. Det er altså muligt at bestille den samme bluse i flere størrelser, hvis man er i tvivl, for man kan til enhver tid bare returnere den, der ikke passer.

Jeg kan slet ikke få armene ned! :)

Ulemperne…ja, tøjet er ikke af økologisk bomuld, og jeg ved ikke om Esprit gør noget for gode arbejdsvilkår, for dem, der fremstiller tøjet. Det ville jo være toppen…

Jeg vælger dog alligevel at fremhæve sitet her på siden, for jeg synes mange webshops kunne lære noget…jeg er i hvert fald gået sofa-shop-amok!

http://www.esprit.dk/