Huskeblog

“Kontant” på DR1 kunne i går aftes bl.a. fortælle, at 8 ud af 12 udvalgte SuperBest-butikker på Sjælland om-mærker deres kød, således at produktionsdato og dermed holdbarhedsdato hele tiden ændres på mærkaten selvom der er tale om det samme kød i pakken.

“Kontant” mærkede kødpakkerne, så de kunne kende pakkerne selvom film og mærkat var skiftet ud.

Fødevareregion Øst tager ud med ikke mindre end 35 tilsynsførende (det svarer meget godt til hele fødevareafdeling Odense) og laver kontrol i butikkerne. Som fødevarechef Bjørn Wirlander rigtig nok siger, kan Fødevaresyrelsen ikke bruge de metoder, som kontant har brugt – det har de simpelthen ikke beføjelser til. Men på tilsynene finder de tilsynsførende den gamle emballage, som er bevis nok for, at der sker noget ikke helt lovligt i den pågældende butik. Se evt. udsendelsen her: http://www.dr.dk/DR1/kontant/2009/09/29130909.htm

DR Update fortæller lige nu, at Socialdemokratiets forbrugerordføre Benny Engelbrecht vil stille krav om, at Fødevarestyrelsen kan få nye måde at lave fødevarekontrol på; bedre arbejdsbetingelser. “Bedre våben i kampen mod kødfuskerierne” siger de i indslaget. Det ville helt bestemt være fint, hvis der i højere grad kunne opdage svindel som “Kontant” beskriver, men det skal kraftigt overvejes, hvilke beføjelser de tilsynførende så skal have for at kunne det.

Lad os lige tænke den igennem engang:

Når der er tilsyn i en virksomhed, kommer kontrollen uanmeldt. De tilsynsførende må se sig om, komme i alle lokaler, må bruge al den tid, der er brug for, bede om adgang  til aflåste lokaler, der hører til virksomheden, stille et utal af spørgsmål osv. osv. Men de må ikke som “Kontant” undersøge ting i virksomheden, uden virksomheden er bekendt med, hvad der er gang i. Der skal helt enkelt spilles med åbne kort. Er der en mistanke, stilles der opklarende spørgsmål, virksomheden får indblik i, hvad der har vækket mistanke og der foregår en dialog med de ansvarlige. Den tilsynsførende har selvfølgelig det sidste ord og kan sanktionere, som det vurderes bedst, uanset, hvad virksomheden oplyser eller ikke oplyser. Og afgørelser kan påklages, med mindre der gives en bøde…dem kan der ikke klage over.

Hvad ville der ske, hvis Fødevarestyrelsen gik frem med samme metoder som “Kontant”? Hvis de i civil sneg sig rundt og mærkede kødbakker for at tjekke slagterens procedurer for mærkning, gemte varer på hylderne, for at kontrollere butikkens holdbarhedskontrol, udlagde skidt og snavs for at tjekke restauranters rengøring eller insisterede på - som falsk kunde - at trykke kokkens hånd for dermed at kunne knalde ham på dårlig håndhygiejne, når de med ultraviolet lys kunne bevise, at han ikke havde vaske hænder efter mødet med dem og inden han igen stod ved skærebrættet?

En ting er, at deres arbejdsdag ville være præget af mistænksomhed frem for oprigtighed og interesse for den enkelte virksomhed. Utallige timer ville blive brugt på at vise gode erhvervsdrivende, at “systemet” mistænker dem.

En anden ting er, hvordan det ville føles at være fødevarevirksomhed. Aldrig at vide, hvornår man bliver overvåget eller lokket i en fælde. I forvejen kæmper mange erhvervsdrivende med at holde sig ajour med lovgivningen og alle ønsker at gøre deres bedste; det er jo trods alt deres levebrød.

Forbrugerne har ret til at kende virkeligheden og der bør ikke svindles med mærkning m.m. Medierne kan være en god medspiller for Fødevarestyrelsen, men det er værd at huske, at de også skal sælge; de har en anden interesse end blot at oplyse forbrugerne.

Der er god grund til at overveje ganske nøje, hvordan kontrollen skal foregå. Jeg mener ikke kontrollen skal være så omfangsrig, at Fødevareregionen står og ånder virksomhederne i nakken hver dag, jeg tror ikke på den kontruktive i at mistænke virksomheder fremfor at tale med dem og jeg håber blot på flere og andre medspillere end medierne: Der skal herfra lyde en opfordring til forbrugere og medarbejdere om at klage til Fødevarestyrelsen, hvis man oplever lovovertrædelser. (I den sammenhæng er det vigtigt at fortælle, at man skal stå frem med navn og adresse, når man klager, så man kan indkaldes som vidne. Ellers kommer man ikke langt f.eks. i retten.)

Der findes brådne kar alle steder, men vi har alle et ansvar, hvis vi er vidner til svin(dl)eriet.

…Ja, det er sådan jeg indtager mine cornflakes denne aften; ovenpå en dag, hvor jeg i formiddag har gjort brug af det offentliges ydelser i omkring 3 timer og hvorefter dagen er tilbragt i dyb selvmedlidenhed på sofaen. Så er der meget lidt – ud over en lilla Margretheskål – der kan højne humøret!

Om det var en sammensværgelse mellem mine sko og en snedig sten, kombinationen “at skynde sig” og “tung kasse spærrer udsynet”, begge dele eller bare god, gedigen klodsethed…det lader jeg være op til dig at vurdere, men hvorom alt er, befinder jeg mig søndag aften ved halv otte-tiden liggende face-down i indkørslen ovenpå en til atomer kvast klapkasse fra Føtex og en god del af mine arbejdsrelaterede egendele spredt for alle vinde omkring mig.

Jeg husker ikke meget andet, end at jeg når at tænke “det her kommer til at gøre ondt et sted”, hvorefter mit knæ stifter ganske alvorlig bekendtskab med vores lidt for hårdtstampede og i øvrigt stenfyldte indkørsel. I tilbageblik føles det lidt som om jeg i en brøkdel af et sekund hænger i luften, mens min krop overvejer med sig selv, hvilken del, der er smartest at hamre i jorden, når det nu skal være…personligt ville jeg nok have valgt noget andet end knæet…eller det ville jeg så åbenbart ikke, nu er jeg jo trods alt ikke separeret fra min krop, men alligevel…kunne jeg vælge, ville en forstuvet lillefinger have gjort tricket…eller en lille flænge, hvis det skulle være lidt vildt…HVORFOR mit venstre knæ?

Jeg kan ikke gå, kun humpe og kan heller ikke køre bil! Hvordan skal jeg så passe mit arbejde???

Som sagt: 3 timer på skadestuen i formiddag, hvor den første 1½ time var ventetid, fordi lægerne var til konference (det er ikke brok, jeg havde jo selv valgt at sidde og vente…kunne jo ikke andet). Så til undersøgelse af en medicinstuderende, der ikke rigtig kan lide, at jeg ikke kan bøje benet (nej, det kan jeg heller ikke lide – JEG KAN JO IKKE KØRE BIL!). En tur på røntgenafdelingen – i kørestol – tilbage igen og mere trykken og bøjen og riven i mit ben. Og så en tid om 4 uger på “O. Amb.”, hvad det så end er. Jeg hørte en sygeplejerske sige “knæ-ekspert”…det er godt nok til mig.

Men egentlig vil jeg gerne fortælle, at det, på trods af mit dårlige humør, smerterne i mit knæ og erkendelsen af, at man - selvom man er 32 om en måned - godt kan være ved at tude, når man venter på den endelige diagnose, var en god oplevelse at være på skadestuen i Svendborg.

Ikke mindre end tre gange må jeg, på spørgsmålet om, hvorvidt jeg har fået en sportsskade, svare “Nej, jeg faldt bare!”. Man føler sig bare dum! Men den første portør, der skal køre mig fra skadestuen til røntgen, siger: “Du er ikke den eneste; jeg kan godt skaffe et par krykker og en halskrave til dig, og så har du jo lige lidt tid til at finde på en god historie…så er der ingen, der behøver vide, hvad der i virkeligheden er sket!”. Er det bare den bedst kommentar, når man sidder og er mavesur? Desuden havde jeg en sygeplejerske med inde ved den medicinstuderende, der meget bebrejdende kiggede på ham og sagde “Nej, det gør jo rigtig ondt på hende”, hvorefter hun meget energisk nussede/masserede en vist lidt tilfældig udvalgt del af min skulder…og holdt mig i hånden. Hatten af for det. Det er rigtig omsorg. Det er menneskelighed og evne til at være der, når man skal…og jeg har bare slået mit knæ!

Herhjemme må jeg nøjes med min lilla Margretheskål, der af uforklarlige årsager formår at gøre mig bare i lidt bedre humør. Endnu bedre er det dog, at jeg indenfor den første time hjemme havde fået ikke mindre end 3 tilbud om sygebesøg – så søsteren kommer fra Jylland i morgen

(Så huskede jeg igen huskeblog’en; endelig havde jeg noget at fortælle… :))