Huskeblog

…Ja, det er sådan jeg indtager mine cornflakes denne aften; ovenpå en dag, hvor jeg i formiddag har gjort brug af det offentliges ydelser i omkring 3 timer og hvorefter dagen er tilbragt i dyb selvmedlidenhed på sofaen. Så er der meget lidt – ud over en lilla Margretheskål – der kan højne humøret!

Om det var en sammensværgelse mellem mine sko og en snedig sten, kombinationen “at skynde sig” og “tung kasse spærrer udsynet”, begge dele eller bare god, gedigen klodsethed…det lader jeg være op til dig at vurdere, men hvorom alt er, befinder jeg mig søndag aften ved halv otte-tiden liggende face-down i indkørslen ovenpå en til atomer kvast klapkasse fra Føtex og en god del af mine arbejdsrelaterede egendele spredt for alle vinde omkring mig.

Jeg husker ikke meget andet, end at jeg når at tænke “det her kommer til at gøre ondt et sted”, hvorefter mit knæ stifter ganske alvorlig bekendtskab med vores lidt for hårdtstampede og i øvrigt stenfyldte indkørsel. I tilbageblik føles det lidt som om jeg i en brøkdel af et sekund hænger i luften, mens min krop overvejer med sig selv, hvilken del, der er smartest at hamre i jorden, når det nu skal være…personligt ville jeg nok have valgt noget andet end knæet…eller det ville jeg så åbenbart ikke, nu er jeg jo trods alt ikke separeret fra min krop, men alligevel…kunne jeg vælge, ville en forstuvet lillefinger have gjort tricket…eller en lille flænge, hvis det skulle være lidt vildt…HVORFOR mit venstre knæ?

Jeg kan ikke gå, kun humpe og kan heller ikke køre bil! Hvordan skal jeg så passe mit arbejde???

Som sagt: 3 timer på skadestuen i formiddag, hvor den første 1½ time var ventetid, fordi lægerne var til konference (det er ikke brok, jeg havde jo selv valgt at sidde og vente…kunne jo ikke andet). Så til undersøgelse af en medicinstuderende, der ikke rigtig kan lide, at jeg ikke kan bøje benet (nej, det kan jeg heller ikke lide – JEG KAN JO IKKE KØRE BIL!). En tur på røntgenafdelingen – i kørestol – tilbage igen og mere trykken og bøjen og riven i mit ben. Og så en tid om 4 uger på “O. Amb.”, hvad det så end er. Jeg hørte en sygeplejerske sige “knæ-ekspert”…det er godt nok til mig.

Men egentlig vil jeg gerne fortælle, at det, på trods af mit dårlige humør, smerterne i mit knæ og erkendelsen af, at man - selvom man er 32 om en måned - godt kan være ved at tude, når man venter på den endelige diagnose, var en god oplevelse at være på skadestuen i Svendborg.

Ikke mindre end tre gange må jeg, på spørgsmålet om, hvorvidt jeg har fået en sportsskade, svare “Nej, jeg faldt bare!”. Man føler sig bare dum! Men den første portør, der skal køre mig fra skadestuen til røntgen, siger: “Du er ikke den eneste; jeg kan godt skaffe et par krykker og en halskrave til dig, og så har du jo lige lidt tid til at finde på en god historie…så er der ingen, der behøver vide, hvad der i virkeligheden er sket!”. Er det bare den bedst kommentar, når man sidder og er mavesur? Desuden havde jeg en sygeplejerske med inde ved den medicinstuderende, der meget bebrejdende kiggede på ham og sagde “Nej, det gør jo rigtig ondt på hende”, hvorefter hun meget energisk nussede/masserede en vist lidt tilfældig udvalgt del af min skulder…og holdt mig i hånden. Hatten af for det. Det er rigtig omsorg. Det er menneskelighed og evne til at være der, når man skal…og jeg har bare slået mit knæ!

Herhjemme må jeg nøjes med min lilla Margretheskål, der af uforklarlige årsager formår at gøre mig bare i lidt bedre humør. Endnu bedre er det dog, at jeg indenfor den første time hjemme havde fået ikke mindre end 3 tilbud om sygebesøg – så søsteren kommer fra Jylland i morgen

(Så huskede jeg igen huskeblog’en; endelig havde jeg noget at fortælle… :))

Dette indlæg blev udgivet den mandag, 28. september 2009 kl. 21:58 og er gemt i Tid og livskvalitet. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.