Mig og mit

Fra at være en lille, forkølet snotunge med mudder på skoene og dårlig hårstil (ingen kommentarer på, om dét har ændret sig, tak) skulle jeg gennem spejder, ungdomsklub-medarbejder, amatørskuespiller og aerobicinstruktør blive halvfanatisk sundhedsapostel: I sommeren 2003 gik jeg ud af Suhr’s Seminarium med mit eksamensbevis i hånden klar til at redde verden sammen med de andre Pb’ere i ernæring og sundhed.

Efter 7 måneders ledighed i det sydfynske(!) tilsmilede lykken mig, og jeg blev ansat som underviser i ernæring, køkken og matematik på Fyns eneste husholdningsskole, Skårupskolen. I mit daglige arbejde med unge mellem 15 0g 18 år fik jeg masser af erfaringer med i rygsækken og en masse gode episoder at fortælle om. Derfor opstod denne blog, som du så flittigt læser nu.

De fleste indlæg vil afspejle skarpe holdninger omkring virksomheders ansvar, fødevarers forarbejdning til det ugenkendelige og andre forargelige oplevelser i min hverdag. Det bedste ved en blog er, når man bliver udfordret og får mulighed for at se verden med andres briller, så derfor opfordres du på det kraftigste til at efterlade bare en lille kommentar, når du har læst et indlæg.

Send mig en mail, hvis du hellere vil det: pernille@huskeblog.dk

D. 1. juni 2007 flyttede jeg i eget hus sammen med min bedre halvdel, hvilket også giver anledning til tanker omkring livsstil, have m.m. og pr. 1. september startede jeg hos Fødevarestyrelsen, hvor jeg om ikke andet er blevet opmærksom på en del lovgivning på fødevaremrådet.

Sidst i april 2008 leverede jeg et pragteksemplar af et barn  - en lille pige - så jeg beklager, hvis hele bloggen går op i babymos, men man må jo skrive om den verden, man lever i!

God fornøjelse :)