Huskeblog

Så er det hårde arbejde med at opfostre et lille menneske i fuld gang. Der er ikke tid til meget andet end amning og tøjvask…det skulle da lige være frustration over gigantiske bryster i for små bluser! (Hvis du er mand, forstår du nok ikke helt foregående sætning…).

Tilde - leverandør i gylp i tide og utide

Altså: Jeg kan ikke passe mine bluser + dem jeg kan passe er s…. besværlige at amme i! Så! Jeg har brugt lidt tid på nettet, for at finde tøj, jeg kan købe online. Der er en del ammetøj at få, men generelt synes jeg ikke det er så smart. Og ja, man kan have behov for at have tøj, der sidder pænt, SELVOM man bare går derhjemme og er smurt ind i gylp!

Jeg har tidligere brugt lang tid på Esprits tyske online-shop og nu findes der også en dansk udgave. Det er selvfølgelig en forudsætning, at man kan lide Esprits produkter, men er man så heldig stillet, så skulle jeg hilse at sige, at de til dato vinder hele vejen i min bog over gode shoppingsteder på nettet!

For det første er der enormt mange produkter at vælge imellem. Det er nemt og overskueligt at se, hvilket farver og størrelser de enkelte produkter findes i, og der er gratis forsendelse, hvis man køber for mere end kr. 200,- (hvilket stort set ikke kan undgås). Det bedste -cremen - er, at man, når man modtager tøjet, i ro og mag kan prøve det på, og skulle det ikke passe eller se anderledes ud end forventet, ja, så kan man bare sende skidtet tilbage igen, for der ligger nemlig en pakkeseddel med i kassen til det samme. Det er altså muligt at bestille den samme bluse i flere størrelser, hvis man er i tvivl, for man kan til enhver tid bare returnere den, der ikke passer.

Jeg kan slet ikke få armene ned!

Ulemperne…ja, tøjet er ikke af økologisk bomuld, og jeg ved ikke om Esprit gør noget for gode arbejdsvilkår, for dem, der fremstiller tøjet. Det ville jo være toppen…

Jeg vælger dog alligevel at fremhæve sitet her på siden, for jeg synes mange webshops kunne lære noget…jeg er i hvert fald gået sofa-shop-amok!

http://www.esprit.dk/

I et tillæg om design i søndagens udgave af Politiken beskriver designer Sebastian Holmbäck en ny type forbrugere, vi vil se de kommende år, de såkaldte High Tech Hippies.

Definitionen lyder som følger: Velstillede, veluddannede mennesker, der er bevidste om forbrugsvaner og valg, men som ikke ønsker at skære ned på forbruget. High Tech Hippies køber økologiske madvarer, børnelegetøj uden giftstoffer, tøj i økologisk bomuld, uld og cashmere og møbler i bæredygtigt træ.

Jeg sad simpelthen og følte mig lidt ramt, da jeg læste det! Jeg er meget fokuseret på, at vi vælger økologisk frem for konventionelt, når vi køber mad. Jeg holder jævnligt øje med tøj i økologisk bomuld eller som minimum svane- eller blomstermærket tøj. Da det kan være ret svært at opdrive her i provinsen, tæller Øko-Tex-mærket også som bedre end ingenting. Og med en lille ny på vej, må jeg indrømme, at den foreløbig står på vaskeklude og babysvøb i økologisk bomuld, stofbleer m. diverse tilbehør også i økologisk bomuld (er på prøve), tøj og sengetøj med blomsten, svanen eller i økologisk bomuld og legetøjet skal helst være fra f.eks. Lianen, der er en legetøjsforretning i Svendborg, der lægger vægt på, at legetøjet ikke er skadeligt. Desuden kigger vi på havemøbler, som selvfølgelig skal være i FSC-mærket træ!

For at gøre rede for, hvorledes en High Tech Hippie adskiller sig fra den traditionelle “øko-flipper”, så kan man vel sige, at det netop er den manglende vilje til at skære ned på forbruget. Hvor øko-flipperen forsøger at begrænse forbruget og har det fint med at “nøjes”, ja, så beholder High Tech Hippien et højt forbrug, men stiller samtidig en lang række krav til de ønskede produkter.

Hvis vi tager eksemplet med bleerne: Traditionelt ville man måske ønske at begrænse affaldsmængden ved engangsbleer - plus skåne barnet for diverse kemikalier m.m. - hvorefter man, som tidligere, vælger at bruge stofbleer. De kan vaskes og holder længe, og så kan man jo selv strikke alle de uld-ble-bukser, man kan ønske sig! Men stofbleer er måske ikke så praktiske. Det er ikke afgørende for den, jeg her har valgt at kalde “øko-flipperen”; her nøjes man, for naturen, miljøets og barnets skyld. High Tech Hippien vil af de samme grunde vælge en stofble, men det noget 70′er-prægede udseende, bleernes manglende evne til at suge og være komfortable i forhold til engangsbleer osv. osv. vil ikke appellere til High Tech Hippien. Derfor opstår produkter som f.eks. Imse Vimses eksklusive stofbleer med blebukser m.m. (se naturebaby.dk) - de koster, men er stadig billigere end engangsbleer, og de er smarte, søde og brugervenlige.

Jeg må sande, at jeg nok rammer lige ned i betegnelsen High Tech Hippie - og det burde jeg nok have en holdning til…men lige nu er jeg lidt i vildrede! Er det o.k. bare at for bruge løs, hvis det man bruger er så “sundt” som muligt? Eller er det bedre at forsøge at skære ned… nøjes!?

I gårsdagens udgave af “Go’ morgen Danmark” kunne informationsdirektør i COOP Danmark, Jens Juul Nielsen, præsentere en top 10 over de mest solgte madvarer i Danmark. Listen er som følger:

1. Bananer
2. Æbler
3. Grøn Tuborg
4. Letmælk
5. Kærgården
6. Hakket oksekød
7. Cirkelkaffe
8. Rugbrød
9. Coca Cola
10. Æg

Til stor overraskelse ligger aller-øverst på listen bananer og æbler, hvilket får den unge - ikke i ernæring alt for velbevandrede - journalist, Morten Resen til at udtale, at denne top 10 jo ser “rasende sund ud!”.

Som Morten rigtig nok bemærker, er der ingen slik, chips eller anden junk, måske lige bortset fra cola’en (jeg ville også gerne have tilføjet øl’en, kaffen, måske smør’en…men…) og i bund og grund viser listen gode basisvarer.

Nu har jeg blot - og ikke overraskende - et “par” kommentarer!

På 10.-pladsen ligger æg. En god, protein- og fedtholdig fødevare, som er sund og nærende. Som nummer 9 har vi Coca Cola. COLA!? Som en del af en top 10 over dét, danskerne oftest køber!? Jamen, jeg er da ikke overrasket…mere forfærdet! Det er jo - så åbenbart - blevet en “basisvare”, noget vi må have stående i køleskabet…personligt kunne jeg aldrig finde på at købe 1½ liter Cola til bare at have stående til fri fortæring i køleskabet, og jeg ved, der er flere, der har det sådan. Dvs. at de, der rent faktisk køber Cola til daglig, køber nok for alle os andre også, fordi Cola placeres på en 9.-plads i COOP’s top 10! Jeg har vist sagt det før: Gør sodavand ulovligt! Rugbrød er nummer 8. Fint! Selvom placeringen er for ringe, når man ser på, hvad der ellers ligger på listen. Og så må man også hæfte sig ved, at det meste af det rugbrød, man kan købe i COOP’s butikker, ikke har meget med RUGbrød at gøre…det er hvedebrødsvarianter, med kerner. Hvede fordi “det vil forbrugerne helst have…” (eller??), kerner, fordi “det er sundt” (Ja, hvis vi kunne fordøje f.eks. hørfrø og få glæde af de gode næringsstoffer, men det kan vi ikke…!! Desuden er der for lidt kerne i, alt for lidt). Nummer 7 er Cirkelkaffe. Kaffe er en gammel varer. Forstået på den måde, at den er aldeles uundværlig for stort set alle over 40. Den er printet ind som en del af selve LIVET. Derfor er den på listen. Vi skal jo have kaffe! Morgen, eftermiddag og aften…og til fest…og hver en uventet gæst! Taget i betragtning af, at det er en varm drik brygget på afbrændte små frugter, må man sige, at den har formået at gøre opmærksom på sig selv i en sådan grad, at mange burde være misundelige. Og det værste er, at kaffe ikke gør noget godt for nogen! Der er ikke næring i det, simpelthen. Kaffe er som Cola en opreklameret gode, bare ældre af dato. Hakket oksekød som nummer 6. Det eneste kød på listen. Jeg kunne have svoret, at det ville være svinekød, men oksen har åbenbart overtaget. Ikke at jeg begræder dét faktum; svinekød står heller ikke øverst herhjemme hos os. Der er ikke så meget at sige om hakket oksekød. Kød er godt et par gange om ugen til aftensmåltidet, men det bør ikke være oksekød hver gang. Og ja, det er helt bevidst, at jeg kun har skrevet “et par gange om ugen”, for det optimale ville jo være, hvis vi de øvrige dage spiste fisk og vegetariske retter. Det ville skåne miljøet en hel del og vi ville få flere grøntsager.

Bunden af top 5 indtages af Kærgården. Smør…ville nogle nok sige, men dét er jo netop ikke tilfældet. Kærgården er et forarbejdet produkt, hvor en del af mælkefedtet er udskiftet med plantefedt, fordi det så er nemmere at smøre ud på brødet! God detalje! Det har i hvert fald gjort at Kærgården har en plads i ethvert køleskab i Danmark - stort set. Men fedtholdige, forarbejdede produkter er ikke at foretrække. Og nej, jeg er ikke i gang med en længere “smøre” om, at fedt er usundt, for som de fleste efterhånden MÅ have hørt, så skal vi have fedt for at overleve. Men! I forarbejdningsprocessen af fedt opstår der uønskede forbindelser. Nogle er kendt under navnet transfedtsyrer, som er kræftfremkaldende, og da de blev kendte, ændrede man forarbejdningsprocesserne, hvilket blot gav andre forbindelser, hvis egenskaber ikke nødvendigvis er bedre.

På en 4.-plads har vi letmælken. For mælk skal alle have. ½ liter om dagen, færdig bom! Der er dog røster, der hævder, at mælk fra koen er bestemt for kalven og ikke for os mennesker, og det forholder sig da også således, at mens vi som spæde bliver ammet, danner vi enzymet lactase, der nedbryder lactose - som er  mælkesukker - og når vi går over til fast føde, ja så stopper vores produktion af lactase…hvis altså ikke vores forældre bliver ved med at give os mælk fra koen. Nogle mennesker kan således blive ved med at tåle mælk, men der er også de, der bliver allergiske. Og sidstnævnte er egentlig det mest logiske, hvis man ser det fra naturens side. Men det er en længere debat, der kræver et indlæg for sig selv.

På en bemærkelsesværdig 3.-plads har vi Grøn Tuborg. Jeg var klar over, vi drak meget i Danmark, men en 3.-plads!? Selv kommer jeg fra en familie, hvor det, så længe jeg kan huske, har været tradition, at kom der gæster, så skulle de have en øl. Ikke en kop kaffe, te eller hjemmelavet saft, men øl. Jeg kan også godt lide en kold øl til frokosten i haven en varm sommerdag, men at vi køber mere øl end mælk!? Det synes jeg alligevel er et skråplan.

1.- og 2.-pladsen tager jeg under ét. Det er nemlig frugt. Hele grunden til, at Morten Resen henrykt himler op om sundhed. Og vel er det da dejligt. Informationsdirektøren fra COOP kan da også oplyse, at der sidste år ikke blev solgt én eneste pose lakrids mere end forrige år, men til gengæld blev der solgt 10 mio. flere enheder frugt og grønt end forrige år. Og en enhed er en pose frugt eller “10 for 20 kr.”, så det er jo noget af en fremgang. Men det viser også meget godt danskernes syn på sundhed. Der er blevet prædiket løs om “6 om dagen”, så nu køber danskerne æbler og bananer!  Hvor blev sideinformationen om, at kun 2 af de 6 bør være frugt pga. af sukkerindholdet og at resten bør være grøntsager…og at vi også skal huske de grove af slagsen…kål og gulerødder f.eks.? Det viser sig i hvert fald ikke på top 10…ikke en eneste lille grøntsag kan være med på top 10…tragisk, men et mål at arbejde hen imod, helt klart.

Det var mange ord og der er flere endnu, men de kommer nok frem mellem sidebenene i andre indlæg. Skriv gerne en kommentar

Jeg har været længe væk. Væk fra bloggen, men også væk fra mig selv…på en måde. Og det er ikke negativt, men nu skal der ske noget igen; omend det nok ændre en del fremover her på bloggen.

Den 24. august sidste år - lige inden min start i Fødevarestyrelsen - fandt jeg ud af, at jeg var gravid! Nyt job, kvalme og en hvis usikkerhed omkring situationen holdt mig væk fra bloggen - og alle andre hobbies i øvrigt - i flere måneder. Da de værste gener havde lagt sig, startede en proces i retning af det nye liv, der uden tvivl venter “på den anden side”. Jeg har termin d. 20. april, så nu sidder jeg jo så bare her og venter og så var det nu, bloggen igen skulle i brug.

Jobbet i Fødevarestyrelsen har givet meget stof til eftertanke, men det er et problem at skrive om på bloggen, fordi jeg selvfølgelig har tavshedspligt. Men nu åbner sig en ny verden af babyprodukter, markedsføring til børn - eller for den sags skyld nybagte, sagesløse forældre - og så er der selvfølgelig masser af ting i hverdagen at skrive om…jeg skal bare lige vænne mig til at reagere på og interessere mig for dem igen.

Måske har jeg tabt alle læsere, men nu er der i hvert fald mulighed for at I kommer igen

Når jeg nu ikke selv har tid til at følge med “hvor det sker”, så er det godt jeg deler hus med en, som altid skal købe de nyeste varer på hylden - bare for at prøve dem!

Sidste nye, netop fisket op ad posen er: Sugerør, der giver din mælk kakaosmag og med det altsigende navn “Sipahh”! Naturligt nok kan jeg kun have en masse fordomme overfor sådan et produkt. Men jeg skal nu alligevel lige prøve:

Det er et gennemsigtigt rør med et filter i hver ende og imellem de to filtre er små bitte kakaokugler, som afgiver smag, når mælken suges forbi. En skuffende lille mængde af kakaoen sætter sig dog i mælken, og efter min mening smager det, der kommer ud i munden, ikke af kakao, men af noget andet udefinerbart. Ellers en sjov tanke - måske jordbær eller banan er bedre? Det findes sugerørene nemlig også med.

Pakken er plastret til med forsikringer om, at et glas mælk drukket med nævnte sugerør kun indeholder ½ tsk sukker, at der ikke er tilsat kunstige smagsstoffer og konserveringsmidler og kun tilsat naturlig farve, og desuden får man ved at drikke mælk med “Sipahh” både calcium (”…som giver stærke knogler“), protein (”…som giver stærke muskler“), riboflavin (”…frigiver energi fra maden“), sjov (”…altid og alle steder“) og ingen besvær (”…Sipahh er portionspakket“).

Behøver jeg sige, at de eneste to kommentarer, der er på sin plads er, at “Sipahh” er sjovt og portionspakket? Er det de nye anprisningsregler der er trådt i kraft? - I så fald er jeg rystet. På “Sipahh”’s hjemmeside kan man ligefrem læse at “Sipahh” er sundt og “…Sipahh gør det sjovt at drikke mælk og hjælper samtidig børn med at få den vigtige mængde kalcium, som er så vital for deres udvikling“.

Jeg synes måske det er lige i overkanten at bruge “sundt”, “børn” og “vital for deres udvikling” i forhold til et fuldstændig unødvendigt produkt. Et glimrende argument for at købe et produkt som “Sipahh” er, at det er sjovt! For det er det da! Manden i mit liv sidder og griner i skægget over at der kommer kakaomælk ud af et sugerør, der er dyppet i mælk, men det er da det eneste det er - sjovt! Det er da helt uacceptabelt at markedsføre sig med så stærke gloser - og det er uanstændig omgang med sandheden.

Det bliver ikke lettere at være forbruger og jeg mener igen at være blevet gjort bevidst om, at der ligger et kæmpe arbejde i at uddanne forbrugerne, påvirke regeringen på alle mulige og umulige måder og etablere samarbejder med virkesomheder, der ønsker at arbejde ud fra etiske frem for økonomiske perspektiver.

Og nu smider jeg det møg ud for det smager altså - helt ærligt - ikke godt!

Advarsel! Hvis du overvejer at tage i Føtex Svendborg, skal du være opmærksom på den frygtede Føtex-bande. Imens du fredeligt står og studerer varerne på hylden, stjæler ukendte personer din kundevogn, stiller den et stykke væk og forsvinder sporløst! Ikke nok med at DU ikke kan finde din vogn, dine medhandlende kan heller ikke finde deres vogne og alle går forvirrede rundt og kigger ned i udvalgte vogne; og hvad værre er: Der kan være ændret på indholdet i din vogn, så tjek indkøbslisten, når du finder din vogn igen.

Og hvad går ovenstående så ud på? Det vides ikke, men det er ikke desto mindre, hvad min bedre halvdel var udsat for i går. Først er man uforstående, så bliver man skide sur(!) og så til sidst er det jo heldigvis bare til at grine af Hvem finder på en så ovenud genial joke? Jeg er gået ind i jagten…

Sidste år deltog jeg i Arlas Ernæringsseminar, hvor denne blog bl.a. blev nævnt og i år skulle jeg selvfølgelig af sted igen.

Oplæggene var mange og forskelligartede under de tre overskrifter Viden, Ansvar og Adfærd. Tre rigtig spændende overskrifter set med mine øjne.

I forbindelse med viden, var der fokus på, hvad forbrugeren egentlig ved, vil vide og burde vide og mellem linierne synes jeg også der var en foruroligende fokus på, hvad forbrugeren ved om funktionelle fødevarer (fødevarer designet til bestemte formål og/eller berigede fødevarer). Foruroligende, fordi jeg ikke er tilhænger af menneskeskabte fødevarer, men tror på, at naturen gør det bedst.

Ansvarsdelen bød på et meget spændende oplæg af Henrik Jørgen Andersen fra Arla, som kunne fortælle om Arlas ”brugerdreven innovation”, som nærmere defineret betyder, at Arla udvikler i den retning forbrugerne ønsker, og at de i fremtiden vil fokusere endnu mere på sundhed for forbrugeren i forbindelse med deres produktudvikling. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da Arlas nye mælk ”Lærkevang” blev nævnt, for tænk! Man har opdaget at mælken bliver bedre af, at køerne spiser græs! Så nu behøver man ikke lukke køerne på kraftfoder-marker mere, men kan nøjes med græs! Den noget sarkastiske tone skyldes selvfølgelig igen ovenstående kommentar om naturens vs. menneskets evner til at vide, hvad der er bedst. Derfor var det også en anelse generende at blive forstyrret af mine alarmklokker, da der blev fortalt om Arlas forskning i bakteriekulturers indflydelse på tarmsystemet og dermed menneskets sundhed; emnet optog mig enormt, da tankegangen drejer sig om tarmen som vores anden hjerne, the gut brain, og hvordan vores fordøjelse har stor indflydelse på følelser, læring og dermed trivsel. Alarmklokkerne bimlede derudad, fordi opdagelsen af sundhedsfremmende komponenter i maden vil føre til masseproduktion, berigede fødevarer og skrækscenariet er i sidste ende den lille pille…måltider og traditioner ud ad vinduet til fordel for hurtig næring…
Dog skal der lyde ros for Arlas engagement i ernæringsdebatten og viljen til som virksomhed at vælge samarbejdsformen frem for den kommercielle.

Et fantastisk oplæg – også under Ansvar – blev leveret af Ph.d., Lektor i Kommunikation Birgitte Ravn Olesen. Præcist, kontant og med god humor blev vi ernæringsprofessionelle gjort bevidste om, hvorfor vores kampagner og gode hensigter ikke rammer dem, vi allerhelst vil ramme. Vi er oppe mod udfordringer i forhold til mennesker med en helt anden livsstil og virkelighed end os selv, og en gevinst for andre er ikke nødvendigvis at leve 7 år længere, selvom det er en gevinst for os. Desuden kræver livsstilsændring, at man har tiltro til egne evner, hvilket for mange ikke er en selvfølge. Kampagner er en billig og nem løsning, men jo ikke, hvis det ikke virker.

Under Adfærd var det mest oprivende nok, at en tendens, vi kommer til at se i fremtiden, er ønsket om større gennemsigtighed – transparens – i forhold til de produkter, vi køber og en kommentar på vejen lød: ”…Forbrugere og producenter bør se hinanden mere som partnere…”. Ja, det er jeg egentlig enig i; jeg ved godt, at jeg primært ser virksomheder som modstandere; Jeg køber ind med en konstant fornemmelse af at blive snydt, løjet for, manipuleret med…den følelse ville jeg gerne kunne lægge af mig engang i fremtiden, men det sker kun i takt med, at jeg oplever virksomhederne som mere åbne og samarbejdsvillige i forhold til mit velbefindende og ikke bare i skarp konkurrence om mine penge.

Årets seminar gav mig igen et spark og nye input til at samtale om ernæring. Jeg vil følge udviklingen af funktionelle fødevarer nærmere nu, for det bekymre mig, hvis det er den vej mange virksomheder vælger for at tilgodese forbrugeres ønsker om sundere fødevarer.

Først i marts blandede jeg mig - på opfordring - i planlægningen af Arlas årlige ernæringsseminar, der ligger d. 25. maj 2007 (www.arla.dk/weblogs/seminar). Jeg skrev bl.a.: “Jeg kunne på seminaret godt tænke mig at høre…hvilket ansvar (eller hvilke tilpasninger måske) Arla og andre påtager sig for danskernes forbrug og sundhed“.

I dag blev jeg kontaktet af Inge Hald, der er journalist for Arlas blad, “Mælk & meninger”. Hun omformulerede og spurgte: Hvilket ansvar har fødevareindustrien i forhold til danskernes sundhed?”.

Det blev helt sikkert ikke et klart svar. For umiddelbart falder sætninger som “forbyd sodavand” og “gør det svært for virksomhederne at sælge ulødige produkter” mig meget let, men jeg ved jo godt, at verden ikke er sort/hvid.

Jeg mener faktisk, at fødevarevirksomhederne har et ansvar overfor forbrugeren, for jeg synes det er bevist tilstrækkeligt, at den almindelige forbruger (hermed mener jeg en, der ikke nødvendigvis interesserer sig specielt meget for mad og sundhed) ikke er i stand til vælge til og fra på en hensigtsmæssig måde. Virksomhederne har ikke skylden for menneskers uvidenhed - eller skulle jeg sige ligegyldighed - men at tjene penge på det og fralægge sig ansvaret, mener jeg ikke er i orden. Sælger man produkter med højt fedt- og sukkerindhold eller f.eks. med mange kunstige smags- og farvestoffer, synes jeg det kun er rimeligt, at man åbent oplyser om dette og ikke skjuler det bag ved farvestrålende indpakning og “God i madpakken”- kommentarer, der henvender sig til vores svageste forbrugergruppe, nemlig børnene (og deres velmenende forældre).

Kan man så bede virksomheder om, at omlægge produktionen; ændre en godt sælgende vare og flytte den væk fra de bedste pladser i butikken, fordi den ikke er “sund” (”…” fordi, hvad er sundt og hvad er ikke sundt? Hvem bestemmer det og kommer det ikke an på mængder og hyppighed af indtag?)? Nej, det lyder jo helt urimeligt. Men et forslag til virksomhederne kunne være at arbejde målrettet mod bedre tilbud i forhold til folkesundheden, så der på sigt dukker mere omtanke op bag produkterne. At tage et ansvar i stedet for at blive pålagt mærkninger m.m. må klart være at foretrække.

Jeg glæder mig til at læse “Mælk og meninger” næste gang. Både fordi det kommer til at handle om det samme som ernæringsseminaret, og fordi jeg ikke er den eneste, der er blevet spurgt i dag. Som sagt svarede jeg nok ikke ret klart, men er nu tilfreds nok med min kommentar, som jeg lige har fået til gennemlæsning. Jeg vender tilbage med kommentarer, når bladet udkommer i maj.

I perioder af mit liv lider jeg af såkaldt “mundlort” (undskyld udtrykket). Så da jeg i sidste uge planlagde at mødes med et par veninder og ville foreslå en påskefrokost som samlingspunkt, spørger jeg: “Dorthe, skal vi ikke holde en Fråske?”.

Efter at have brølet af grin et kvarters tid, blev vi enige om, at Fråske nok i virkeligheden dækkede det, vi havde tænkt os. Definitionen er som følger: En sammetrækning af Påske og frokost og leder i samme ombæring tankerne hen på at fråse!

Så hermed en ny tradition til samlingen

Et lille forsøg. Bare lige for at se, om fordommene nu også holder i det virkelige liv. De holder! Ud over al forventning…

I torsdags deltog jeg med skolen i de fynske gymnastikefterskolers forårsstævne i Gudmehallerne. Vi var som husholdningsskole blevet hyret til at servicere lærerne fra de forskellige skoler i løbet af aftenen og som tak for det, måtte vores elever se alle opvisningerne i løbet af dagen og være med til festen om aftenen.

Vi fik imidlertid den idé, at vi ville tilbyde salater og smoothies til de unge gymnaster i dagens løb, på trods af cafeteriets udvalg af junk, slik og sodavand. Bare for at give et alternativ. Jeg var forberedt på, at vi ikke havde meget at stille op, men jeg må indrømme, at jeg nok havde regnet med lidt større salg.

Vi stod i ca. 4 timer i vores bod, mens 1100 efterskoleelever gik i fast rutefart mellem hallerne og cafeteriet. Vi solgte ca. 5 salater og under 20 smoothies (vi talte ikke så nøje, da vi så det ringe salg). Der var nysgerrige blikke, men ansigterne vidnede i høj grad om, at der slet ikke var nogen tvivl om, hvad der skulle handles. Og det var ikke blandede salater…

Det er jo ikke fordi der mangler artikler og meninger omkring idræt og maden i hallerne rundt i Danmark, men jeg er nu stadig lidt overrasket. Der var måske 5 unge (piger, selvfølgelig!), der turde være selvstændige nok til at stoppe op og studere vores tilbud; og jeg siger turde, fordi jeg tror det også handler en masse om, hvad “vennerne” gør og mener i det hele taget. Men 5 ud af 1100 gymnaster…det er jo ikke fordi det er overvældende…

Det skal siges til de unge menneskers forsvar, at mange af skolerne havde snacks med til dem, som i nogle tilfælde bestod af grovboller og juice, så det ser ikke helt så sort ud som først beskrevet.

Jeg tror, vi vil forsøge os igen næste år, men så bliver tilbuddene anderledes og så tror jeg, jeg vil forsøge at få en aftale i hus med cafeteriet, så vi ikke skal konkurrere med f.eks. slush-ice!
Dagen bød også på en snak med en (fik desværre ikke navnet) fra DGI’s ernæringsudvalg om de unge menneskers madvaner og tilbuddene ved stævner som dette. Meget interessant…Jeg tilbød mig som sparringspartner og skolen som aktør ved arrangementer; jeg håber at kunne bruges i sådanne sammenhænge, da jeg tror på, at en indsats KAN ændre noget…

Et godt arrangement i øvrigt og rigtig spændende at møde flere unge i en anden sammenhæng; det gav mig et andet billede af den målgruppe, jeg arbejder med hver dag.